Siden 1984 har Pia Kjærsgaard været en del af det danske folketing. 

Men efter næste folketingsvalg bliver det et farvel til den tidligere mangeårige DF-formand. 

Pia Kjærsgaard genopstiller nemlig ikke.

Det siger hun til TV 2.

»Man skal gå, når man er elsket og respekteret,« siger hun til kanalen:

»Jeg føler mig meget elsket af mit bagland og af partiet. Og også af en pæn del af befolkningen, vil jeg gerne have lov til at sige. Så det er nu. Efter 40 år på Christiansborg.«

Pia Kjærsgaard understreger, at beslutningen er hendes egen. 

Fra partiets fødsel i 1995 og frem til 2012 stod Pia Kjærsgaard i spidsen for Dansk Folkeparti. 

I store dele af den periode havde Dansk Folkeparti stor indflydelse på dansk politik. Særligt på udlændingeområdet, hvor Pia Kjærsgaard gjorde sig bemærket med sine indvandrerkritiske synspunkter.

Partiet endte som et meget magtfuldt støtteparti op gennem 00erne, hvor DF hjalp Venstre og Konservative til magten. 

Pia Kjærsgaard har i fire årtier været særdeles aktiv i politik.
Pia Kjærsgaard har i fire årtier været særdeles aktiv i politik. Søren Bidstrup

Siden den magtfulde periode som et vigtigt støtteparti er det gået op og ned for Dansk Folkeparti. Da det gik bedst, fik partiet 37 mandater. Det var ved valget i 2015. Ved valget i 2022 blev det til fem mandater. 

Siden seneste folketingsvalg i 2022 har Pia Kjærsgaard været det længst siddende nuværende folketingsmedlem. Hun blev som nævnt valgt til Folketinget første gang i 1984. Den gang som medlem af Fremskridtpartiet.

I hendes 40 år lange karriere har hun også haft den ærefulde post som Folketingets formand. 

En stor tak

Pia Kjærsgaards exit har affødt mange reaktioner fra det politiske Danmark.

Dansk Folkepartis nuværende formand, Morten Messerschmidt, skriver på X, at det både er med stolthed og vemod, at han siger farvel til sit partis mangeårige formand.

»Pia har ikke blot været en kollega og en ven, men også en inspiration for mig og mange andre. Hendes urokkelige engagement, kampgejst og mod har præget dansk politik gennem flere årtier,« skriver han. 

Folketinget mister en af de mest »markante« og »betydningsfulde« personer, når Pia Kjærsgaard forlader dansk politik, skriver Folketingets formand, Søren Gade (V), i en kommentar til TV 2.

»Danmark skylder Pia Kjærsgaard stor tak. Længere er den ikke,« skriver Søren Pind, der blandt andet var minister, mens DF som støtteparti sikrede Venstre det fornødne flertal. 

Folketingsmedlem Frederik Vad fra Socialdemokratiet kalder på X nyheden for »en ret vigtig melding, som jeg håber medierne bruger til at sætte fokus på de sidste 30-40 års udvikling«.

Han skriver, at han ikke skriver som politiker, men som »en dansk ung mand født i år 1994.«