En 25-årig mand og en 20-årig kvinde bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret.

Det oplyser Københavns Politi i et opslag på X fredag.

De er begge sigtet for medvirken i en sag fra Nørrebro, hvor en 18-årig svensker er sigtet for drabsforsøg og våbenbesiddelse.

Politiet skriver i opslaget, at der vil blive begæret lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Det betyder, at offentligheden ikke får indsigt i, hvilke beviser politiet har mod de sigtede, mens man heller ikke kommer til at høre den sigtedes forklaring, hvis de ønsker at udtale sig.

Natten til onsdag blev en 18-årig svensker anholdt på Griffenfeldsgade på Nørrebro. Han var i besiddelse af en skarpladt pistol.

Politiet mener, at den 18-årige var taget til Danmark for at dræbe en eller flere bandemedlemmer efter aftale med uidentificerede gerningsmænd.

Det fremgår af sigtelsen mod manden, der blev læst op, da manden onsdag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret.

I grundlovsforhøret, der foregik bag lukkede døre, blev den 18-årige varetægtsfængslet i 27 dage.

Han erkender, at have været i besiddelse af en pistol, men nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Hvordan den 25-årige mand og den 20-årige kvinde forholder sig til sigtelserne samt hvordan politiet mener, at de to har medvirket i sagen, vides endnu ikke.

Det står først klart efter grundlovsforhøret, der begynder klokken 09.30.

Sagen er blot en af mange alvorlige sager, hvor svenske drenge og unge mænd er involveret.

Torsdag blev tre danske statsborgere fremstillet i grundlovsforhør på Frederiksberg.

De er sigtet for at have besiddet og overdraget en skarpladt pistol til en 17-årige svensker, der senere affyrede pistolen i smykkeforretningen Calisto, der ligger nær Frederiksberg Centret.

Her blev en 18-årig ramt af skud, men efterfølgende meldt uden for livsfare.

Den 17-årige svensker sidder fængslet i sagen.

Også de tre danske statsborgere blev fængslet i 11 dage. De nægter sig alle skyldig.

/ritzau/