Partistifter og tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard er parat til at give afkald på en plads i ny DF-ledelse under Morten Messerschmidt. Hvis det kan bidrage til ro i DF.
Det siger hun forud for søndagens ekstraordinære årsmøde, hvor enten Messerschmidt, Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen afløser Kristian Thulesen Dahl som formand.
Meldingen fra Kjærsgaard kommer, fordi en række folketingsmedlemmer offentligt har luftet tanker om at smutte fra DF, hvis Messerschmidt – DFs nuværende næstformand – bliver ny formand.
»Jeg gør gerne det, at jeg ikke opstiller til gruppebestyrelsen, hvis de medlemmer – og det er indtil videre Liselott Blixt, Bent Bøgsted og Marie Krarup – trækker deres trusler tilbage om at forlade partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver valgt,« siger Kjærsgaard.
Tidligere på måneden annoncerede Kjærsgaard i Berlingske, at hun peger på Messerschmidt som ny formand, og at hun så sig selv i en kommende ledelse sammen med ham. Messerschmidt kvitterede hurtigt for, at det var en yderst god idé.
Men nu trækker Kjærsgaard altså sine egne ambitioner tilbage.
»Hvis vi kan få samling på partiet på den måde, så gør jeg gerne det. Og så stiller jeg op til det, efter formandsvalget, hvor partiet kan se mig i den bedste rolle,« siger hun.
/ritzau/