Pia Kjærsgaard åbner for tvangstest i udsatte boligområder: »Jeg er så forarget. Vi må gøre alt«

Statsministeren åbnede tirsdag for muligheden for at tvangsteste borgere i Vollsmose og får nu opbakning fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der er »rystet« over den høje smitte i indvandrertætte områder.

Pia Kjærsgaard (DF) har svært ved at forestille sig tvangstest udført i praksis, men åbner for at »gøre alt« for at få styr på de høje smittetal i udsatte boligområder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Pia Kjærsgaard er vred.

Den høje smitte i Vollsmose, Ishøj og andre boligområder med en høj koncentration af ikkevestlige indvandrere har fået den tidligere formand og nuværende udlændingeordfører for Dansk Folkeparti op i det røde felt.

»Jeg har tænkt meget på det her, og det er jo rystende. Vi andre går med masker, vasker hænder, spritter af, holder afstand og forsamles ikke mere end fem af gangen. Vi aflyser fødselsdage, og jeg ved ikke hvad. Men de er bare helt ligeglade i de her områder, og det er ikke fordi, de ikke har fået det at vide,« siger Pia Kjærsgaard.

Derfor er hun også åben over for statsminister Mette Frederiksens (S) udtalelser til tirsdagens spørgetime i folketingssalen, hvor hun sagde, at »de, der ikke vil lade sig teste, faktisk bliver testet alligevel«. Også selvom det betyder tvang.

»Vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan ved det her kæmpestore problem. Selvom jeg bestemt ikke synes om tvangstest generelt. Det er grænseoverskridende, det kan vi ikke komme udenom,« siger Pia Kjærsgaard.

Kræver flertal i Folketinget

Selvom Pia Kjærsgaard mener, at man kan bør gå langt for at få styr på smitten, har hun svært ved at se for sig, hvordan man kan håndhæve tvangstest i praksis.

»Hvordan vil statsministeren føre tvangstest ud i virkeligheden? Og vil hun så tvinge dem til at isolere sig bagefter, hvis de er positive? God fornøjelse, siger jeg bare.«

I den nye epidemilov er der med den udskældte paragraf 28 mulighed for, at man kan påbyde – altså tvinge – en større forsamling til at lade sig pode for coronavirus, hvis der er konstateret smitte.

For at iværksætte indgrebet skal den nye epidemikommission, bestående af blandt andre sundhedsmyndighederne, lave en faglig indstilling til et nyt folketingsudvalg, hvor flertallet skal stemme for indgrebet.

Alligevel mener Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, at det er statsministerens ansvar at løse problemet.

»Vi rejser en hasteforespørgsel i næste uge for at finde ud af, hvad vi gør ved det her problem. Vi er alle sammen tyndslidte af pandemien, og langt de fleste gør virkelig, hvad de kan, mens de indvandrertætte områder er enormt belastende for smittetallene, som har konsekvenser for os alle. Jeg synes, at statsministeren skylder at finde ud af, hvad vi gør,« siger hun.

Men regeringen kan jo ikke tvangsteste i de her områder, hvis et flertal i Folketinget er imod?

»Så må det flertal stå til ansvar. Det er helt sikkert. Det er ikke mig eller Dansk Folkeparti, der har skabt det her problem.«