»Jeg vil ikke benægte, at jeg har været en del af eliten. Jeg har altid bestræbt mig på at gøre mit bedste. Det begyndte med, at jeg som dreng konstaterede, at jeg ærligt talt syntes, jeg var en bedre målmand end de andre til håndbold. Så gik jeg til den og var også fast målmand på skoleholdet i fire år. Det havde jeg ikke været, hvis jeg bare havde sagt, at det kunne være ligegyldigt.«
For tidligere mangeårig udenrigsminister og K-formand, Per Stig Møller, har det at blive en del af eliten altid ansporet ham til at gøre sit bedste. Også mange år senere, da han gik ind i politik.
»I politik er det det samme. Du bliver ikke minister, hvis ikke du anstrenger dig. Du bliver såmænd ikke folketingskandidat og valgt, hvis ikke du anstrenger dig. Så kommer du ind, og vil du så være vandbærer eller stjerne. Løser man sine ordføreropgaver, som man får, tilstrækkeligt ordentligt, bliver man trukket frem.«
På den baggrund har det ærgret Per Stig Møller at læse flere danske politikere lægge afstand til selv at være en del af eliten.
»Uden elite bliver alt middelmådigt. For så er der ikke noget at se op til og måle sig med. Så bliver det et lighedssamfund, hvor vi alle skal være lige dårlige til alt.«
Han kalder det »pjat«, når eksempelvis EU-kommissær Margrethe Vestager ikke mener selv af være en del af nogen elite, fordi hun sidder på toppen af et åbent fællesskab.
»Når man som hun tilhører den ene procent, som afgør allermest i det europæiske samfund, siger, at man ikke tilhører elite, selv om hun oven i købet har privatchauffør og alle mulige goder, så er det at vende begrebet på hovedet.«
»Der kommer til at ske meget store forandringer i vores demokrati«
Den tidligere konservative formand ser i disse år en flugt fra eliten. Det er denne flugt, der af mange er blevet udlagt som årsagen til briternes Brexit, amerikanernes valg af Trump og såmænd også danskernes nej til EU-folkeafstemningen.
Det skyldes i Per Stig Møllers optik, at eksemplerne har været talrige på, at eliten har lukket sig om sig selv.
»Det er udtryk for en vrede over en klasse eller en elite, som rager til sig – det kaldes grådighed – og man har indtryk af, at de sørger for hinanden. Folk, der tjener milliarder, men alligevel prøver at snyde i skat. Det skaber vrede, for sådan kan almindelige mennesker ikke. Og ingen ønsker at tilhøre den gruppe, der bliver lagt for had. Så det handler det om enten at stå ved det eller hoppe over i den anden lejr.«
Derfor skal eliten med Per Stig Møllers ord være en »porøs« størrelse, som hver enkelt kan blive en del af og forsvinde ud af.
Udviklingen hvor nogle står ved at være en del af eliten, men flere synes at »hoppe over i den anden lejr« er bekymrende, mener han, for den har konsekvenser.
»Der kommer til at ske meget store forandringer i vores demokrati. Det er allerede ved at ske. Det repræsentative demokrati er blevet svækket. Det store flertal i det engelske parlament anbefalede et ja til EU, og det blev et Brexit. Partifolk selv hos republikanerne i Amerika ønskede ikke Trump, de fik Trump. I Danmark anbefalede langt størstedelen af Folketinget at stemme ja til folkeafstemningen om retsforbeholdet, og det blev et nej. Det vil sige, at det repræsentative demokrati har et problem,« siger Per Stig Møller:
»Man kan se, at det enten ender med, at den herskende klasse, som det hed i gamle dage, holder sig ved magten og så må den bruge brutalitet, ellers også bliver den vippet af pinden, og så får du en slags populisme. Det er måske det vi ser i Amerika.«
»Eliten må tage et ansvar på sig«
Derfor er det afgørende, at eliten tager ansvaret på sig for at udvikle samfundet, mener han.
»Vi taler om store forandringer, og derfor skal både den politiske elite, erhvervseliten og kultureliten til at tænke over, hvad vi er kommet ud i, og hvordan kommer vi igennem det. Vi er i en forvandlingsfase i demokratiet. Det er jo eliten, der har de store uddannelser, den store viden og den store historieviden. Dér må eliten tænke med og taget et ansvar på sig. Vil ingen være en del af eliten og tage ansvar, så bliver det rent tilfældigt, hvor vi ender.«
Er du positiv eller bekymret for, om eliten kan tage den opgave på sig?
»Problemet er snarere, at eliten ikke vil det. Eliten bør udstikke pejlemærker og komme med forslagene og tænkningen, og så skal vi andre i befolkningen forholde os til det.«
Svigter eliten i dine øjne det ansvar?
»Ja, det synes jeg nok, man må sige. Jeg mangler at se den politiske elite, den erhvervsmæssige elite og den kulturelle elite virkeligt se i øjnene, at vi står i en vanskelig tid.«
Men det ses jo også af mange som et sundhedstegn og en ny form for demokrati, at der er valg og folkeafstemninger, som er gået imod det repræsentative demokrati. Kan du følge den udlægning?
»Jo, men så skal vi jo bare finde ud af, hvad vi vil. Vil vi have direkte demokrati eller repræsentativt demokrati? Vi kan ikke have begge dele hele tiden.«
Per Stig Møller ser en kollisionskurs, når folkevalgte politikere ender med at må administrere en politik, som ikke er en del af deres overbevisning, fordi befolkningen får imod det repræsentative flertals anbefalinger. Så risikerer politikerne at blive sagsbehandlere, mener han.
Det skete i kølvandet på briternes Brexit-afstemning, og såmænd også i Danmark efter folkeafstemningen om retsforbeholdet, påpeger han:
»Man kan i mine øjne ikke som i Danmark i sommeren 2015 vælge et Folketing, som klart gik ind for tilvalgsordningen, og så i december få den underkendt. Så er der et eller andet galt. Vi vælger nogle, som vi mener at dele overbevisning med, og så et halvt år efter viser det sig, at det gjorde vi ikke alligevel på et meget vigtigt spørgsmål.«
Ville det i din optik have været et sundhedstegn, hvis man i Danmark havde taget et valg oven på EU-afstemningen?
»Jeg vil ikke dømme. Jeg siger bare, at principielt må man overveje, om man skal administrere mandater, man er i mod. Man skal stå ved, hvilken vej man vil gå.«