Per Stig Møller afviser, at han blev udelukket fra beslutning om dansk krigsdeltagelse

Selvom den længe ventede krigsudredning konkluderer, at det næsten alene var Anders Fogh Rasmussen (V), der besluttede at gå i krig i Irak, fastholder daværende udenrigsminister Per Stig Møller, at han var en stor del af beslutningsprocessen.

Per Stig Møller (K) afviser, at han som daværende udenrigsminister ikke var en del af beslutningsprocessen om dansk krigsdeltagelse i Irak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det er »konspirationsteoretisk« at sige, at beslutningen om at gå i krig i Irak blev truffet af Anders Fogh Rasmussen (V) og en meget lille gruppe af topembedsmænd tæt statsministeren.

Det siger daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) om den krigsudredning, som blev præsenteret tirsdag.

»Jeg kendte ikke den lille gruppe om statsministeren, og det er første gang, jeg hører om den,« siger han og understreger, at han var stor del af beslutningsprocessen om at gå i krig i Irak.

De to forskere bag rapporten, lektor Rasmus Mariager fra Saxo-Instituttet og professor Anders Wivel fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har siden 2016 undersøgt beslutningsprocessen for dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak.

En af de mest opsigtsvækkende konklusioner er, at få embedsmænd og statsministeren reelt selv traf de afgørende beslutninger om dansk krigsdeltagelse i Irak.

Men det afviser Per Stig Møller altså.

»Beslutningen blev truffet i fællesskab. Jeg besluttede for eksempel, at man fjernede specialtropperne, fordi vi dermed ville imødekomme Socialdemokraterne og de Radikales bekymringer. Hvis Anders (Anders Fogh Rasmussen, red.) næsten afgjorde det helt alene, var de måske ikke blevet fjernet. Vi var enige i beslutningen om at gå ind i Irak.«

»Det fatter jeg ikke, at man kan skrive«

Forskerne beskriver desuden i rapporten, at den daværende VK-regering tilbageholdt viden om, at USAs klare formål med krigen var et »regimeskift« i Irak, altså at fjerne Saddam Hussein, mens den danske regering alene tale om, at formålet var at afvæbne Hussein.

Men også den konklusion undrer Per Stig Møller.

»Det fatter jeg ikke, at man kan skrive, for det var kendt alle vegne. Det har vi da ikke skjult, hvad er det for noget vrøvl? Danmark gik ikke ind for et skifte. Vi gik ind i Irak for at sikre, at Saddam Hussein efterlevede  FNs sikkerhedsråds krav om at nedruste. Vi havde ikke til hensigt at afsætte Hussein.«

Forskerne fremhæver, at formuleringen om, hvorvidt Irak havde våben, blev »strammet« flere gange, før den nåede frem til Folketinget. Hvad er din opfattelse af det forløb?

»Det er ikke min opfattelse. Det kan jeg ikke genkende.«

Men du var udenrigsminister på tidspunktet og vel involveret i den slags formuleringer?

»Jeg kan ikke genkende de formuleringer.«

Hvad var din egen opfattelse af, om Irak havde våben på det tidspunkt?

»Alle gik ud fra, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Det var en almindelig antagelse. Det var slet ikke det, debatten drejede sig om i marts 2003. Det var, om Blix (forhenværende våbeninspektør Hans Blix red.) skulle have mere tid til at lede efter våbnene.«

Modtog du indikationer på, at det ikke var sikkert, at der var våben?

»Det ved jeg ikke, om jeg modtog. Jeg havde samme opfattelse som langt de fleste; at det, Colin Powell sagde, var rigtigt,« siger Per Stig Møller med henvisning til den amerikanske udenrigsminister, som i 2003 sagde til FNs sikkerhedsråd, at Irak skjulte våben og husede terrorister.

»Det var det, vi fik at vide, og det var dét, der var den almindelige viden. Så længe vi ikke vidste, at Saddam Hussein ikke havde våbnene, måtte vi frygte, at han havde dem.«

»Hårrejsende« informationer

Per Stig Møller påpeger, at den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, i 2002 advarede Saddam Hussein om helt at nedruste og samarbejde med FN-våbeninspektørerne, hvis han ikke ville »imødese alvorlige konsekvenser«.

»Saddam Hussein kunne altså lige til det sidste forhindre en krig ved at lægge kortene på bordet,« siger Per Stig Møller.

På spørgsmålet om, hvorvidt de amerikanske forklaringer i dag fremstår som et tilstrækkeligt grundlag for at sende mænd og kvinder i krig, henviser Per Stig Møller til, at han havde et møde med den danske efterretningstjeneste, hvor han »gik derfra med hårene rejst på hovedet over det, efterretningstjenesten fortalte af forfærdelige ting om Iraks våbenbesiddelse.«

Blandt andet derfor mener han også, at det billede, regeringen gav til Folketinget om Iraks mulige masseødelæggelsesvåben, var retvisende.

»Hvor skulle jeg have en alternativ viden fra? Den amerikanske efterretningstjeneste var noget mere orienteret, end man måtte formode, at den danske efterretningstjeneste var. Set i bakspejlet havde Saddam Hussein kapabiliteten (mulighederne, red.) til det. Hvis det var lykkedes ham at undgå krigen i 2003, fordi man gav Hans Blix mere tid til at undersøge, om der var våben, ville der måske kunne komme våbeninspektører ind i Irak igen, men så ville Saddam Hussein smide dem ud igen, som han havde for vane at gøre. Så havde Saddam Hussein jo konstateret, at der ikke skete ham noget, og så ville han i hvert fald kunne konstruere de våben.«