Pelle Dragsted: »Alex Vanopslagh har fuldstændig ret«

Borgerne fastholdes i passivitet og åndelig fattigdom af arbejdsmarkedssystemet, mener LA's Alex Vanopslagh. Enhedslistens Pelle Dragsted mener, han har en pointe.

»Alex har fuldstændig ret. Det system, vi har skabt, fungerer ikke, i forhold til hvad der var dets oprindelige formål, altså at hjælpe folk med at komme ind på arbejdsmarkedet,« mener Pelle Dagsted, EL. Asger Ladefoged

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, mener, vi har udryddet økonomisk fattigdom i Danmark. Han besøgte for nylig en enlig mor på kontanthjælp i hendes hjem. Det satte nogle tanker igang hos den unge liberale partileder. Efter besøget skrev Vanopslagh om mødet med den unge mor på sin Facebook-profil.

»Kort sagt fralagde hun sig fuldstændigt sit ansvar og gjorde sig til et offer for alskens omstændigheder. Det ville selvfølgelig være det nemmeste i verden som borgerlig at pege fingre ad hende og bede hende tage sig sammen. Men over for mig sad et menneske og en mor, 32 år, som havde mistet alt håb for og tro på livet og muligheden for at forbedre sin situation. Og som var dybt ulykkelig over det. Og det påvirkede mig. For dét er i sandhed fattigdom – åndelig fattigdom og armod.«