Vi skal være totalt uafhængige af russisk energi, lød det fra et kor af europæiske regeringschefer, da Rusland for lige over tre år siden indledte sin invasion af Ukraine.
Også den danske regering gjorde det klart, at Danmark »hurtigst muligt« skulle være fri for russisk energi.
Men selvom Europa er nået langt, så er løfterne ikke helt indfriet endnu, og det får nu Martin Lidegaard, politisk leder for De Radikale, til at reagere.
»EU – selvom vi vist nok startede som kul- og stålunionen – tager ikke sin egen energiafhængighed alvorligt. Det er en strategisk fejl og en skamplet på vores støtte til Ukraine,« siger Martin Lidegaard, der i et interview til Berlingske også langer ud efter Danmarks egen klimaminister.
Konkret viser tal fra den finske tænketank CREA dog, at Europas energiimport fra Rusland er faldet drastisk, siden Rusland invaderede Ukraine.
EU er således gået fra at være hovedimportør af russisk energi til nu at importere mindre gas, olie og kul fra Rusland end både Kina og Indien.
Derfor vurderer Brian Vad Mathiesen, som er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, at Rusland ikke længere er decideret afgørende for EUs energiforsyning over en bred kam.
»Vi er jo sådan set lykkedes med at få nedbragt energiimporten på et niveau, så vi kan komme helt af med det i 2027,« siger professoren.
Alligevel er vi ikke der, hvor vi ville kunne lukke for den russiske hane i morgen.
»Så ville priserne nok stige voldsomt,« siger Jacob Østergaard, der er professor på Institut for Vind og Energisystemer ved DTU.
Han advarer mod prisstigninger som dem, vi så i 2022, hvis EU kapper energibåndene helt til Rusland uden at have et alternativ, man kan købe fra.
Det til trods mener Martin Lidegaard, at der må handles drastisk, og at hverken Danmark eller EU har tid til at vente. Importen af russisk energi skal bringes i nul:
»To år er en evighed for ukrainerne på slagmarken. To år er også en evighed i forhold til, hvor lang tid Ruslands økonomi kan holde. Og helt afgørende for de ting er, at de kan få europæiske penge ind for deres gas og olie.«
Lidegaard: »Regeringen har nølet«
Skal man nå målet om at lukke helt ned for russisk gas i 2027, kan et lille land som Danmark ikke stå alene, vedkender Martin Lidegaard. Det kræver en fælles europæisk indsats.
Da de europæiske energiforsyningskæder er bundet tæt sammen, er det umuligt at sige, hvor meget russisk gas der præcis bruges til at opvarme danske husstande, men i hvert fald er der ingen danske gashandelsselskaber, der direkte importerer gas fra Rusland.
Men hvis ingen gør noget, kommer Europa ingen vegne – og det faktum forholder regeringen sig ikke til, lyder det fra De Radikales leder.
»De tager det jo netop ikke alvorligt. Den danske klimaminister turnerer rundt og fører alibipolitik, som om det ikke har nogen som helst betydning, hvad Danmark gør i det store billede. Men det har det,« siger Martin Lidegaard.
Han fremhæver, at det går alt for langsomt med at få fjernet gas som opvarmningskilde i danske husstande, hvilket han kalder en af Lars Aagaards helt store synder som klima-, energi- og forsyningsminister:
»Regeringen har nølet, når det kommer til udfasningen af gasfyr. Det ville man begynde på allerede i 2022, men kommunerne venter stadig på, at de bliver udrullet.«
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet henviser dog til, at der siden 2022 er blevet udfaset cirka 80.000 gasfyr. Alene i 2024 var der 21.756 kunder, der udskiftede gasfyret.
Energiministeren åbner for flere sanktioner
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) kan i et interview til Berlingske ikke afvise, at der i princippet kan være russisk gas på det danske marked, fordi det er uklart, hvilke lande og gashandelsselskaber i Europa der konkret importerer russisk gas, og fordi gassen blandes sammen, når den kommer over grænsen.
Men han understreger adskillige gange, at ingen danske gasselskaber importerer gas direkte fra Rusland.
»Jeg deler fortvivlelsen over, at der fortsat tre år inde i krigen er lande og energiselskaber i EU, der køber russisk gas. EU skal ikke finansiere Putins krigsmaskine, og det skal vi selvfølgelig gøre noget ved,« siger Lars Aagaard.
»Det skal vi angribe på europæisk plan. Derfor støtter Danmark, at der kommer en ny sanktionspakke, hvor det bliver tydeligt, hvem der køber den russiske gas, så vi kan få svesken på disken,« siger Aagaard og uddyber:
»Det, vi har kontrol over i Danmark, er, hvad det er for noget gas, som danske gashandlere køber.«
Men hvad nu, hvis den gas, de så køber, oprindeligt er købt fra Rusland?
»Det afgørende er, om nogle gashandlere i Danmark har kontrakter med russerne. Hvad andre landes gashandelsselskaber så gør, det skal man enten regulere i de lande eller ved en fælles europæisk indsats og sikre, at den russiske gas aldrig kommer ind på det europæiske marked.«
Lars Aagaard henviser desuden til, at vi i Danmark har en stigende produktion af grøn gas og biogas, og at Tyra-feltet – Danmarks største gasfelt placeret i Nordsøen – netop er kommet tilbage i drift.
Produktionen derfra vil bidrage til, at Danmark samlet set dækker sit eget gasbehov, siger Lars Aagaard.
Minister: »Jeg er stadig bekymret«
Martin Lidegaard var selv klima- og energiminister i Danmark fra 2011 til 2014, og han savner i stigende grad, at energipolitik også bliver anset som et sikkerhedspolitisk spørgsmål.
»Jeg er nok bare et brændt barn, fordi jeg i over ti år har kæmpet indædt for at blive fri af russisk gas, og det er ikke sket. Og i de seneste to år, hvor der skulle være alle motiver for at reducere gassen, har vi i stedet øget vores afhængighed,« siger Martin Lidegaard
Men hvis det går, som både EU og Brian Vad Mathiesen siger, så er vi jo færdige med russisk gas om to år?
»Ja, men jeg vil gerne se det, før jeg tror det, fordi i øjeblikket stiger den europæiske afhængighed af russisk gas.«
Lars Aagaard er selv »ret nervøs« for, om EU når i mål med russisk energiuafhængighed i 2027, men det skyldes ikke, at Danmark holder sig tilbage, mener han.
»Jeg er stadig bekymret over, om der blandt alle lande er en villighed til at lave et opgør med importen af russisk gas,« siger Lars Aagaard, der ikke tror, at det er realistisk, at EU når 2027-målsætningen, medmindre problemet angribes direkte.
Et ubehageligt hængeparti
Brian Vad Mathiesen hæfter sig ved, at Europas energiforsyning bevæger sig i den rigtige retning.
Blandt andet henviser energiprofessoren til flere EU-initiativer, energistrategien REPowerEU og Clean Industrial Deal, der begge skal bidrage til at gøre EU energiuafhængige af Rusland i 2027 – en målsætning, han beskriver som realistisk.
Men selvom det overordnet går den rigtige vej, er der stadig et væsentligt hængeparti, anerkender professoren.
Og det handler specifikt om flydende naturgas, som eksempelvis bruges som brændstof til lastbiler og skibe.
Hvor EUs import af rørbunden gas er faldet markant, var andelen af flydende russisk naturgas i EUs energiimport i sidste kvartal af 2024 på 22 procent sammenlignet med 11 procent bare to år forinden, viser EU-tal.
»Dér mener jeg simpelthen, at den brændende platform er til stede. Den skal ganske enkelt længere op på dagsordenen,« siger Brian Vad Mathiesen.
Han henviser til, at EU gennem årtier langsomt har opbygget et større og større forbrug af gas i Europa, men efter krigen har EU nedbragt forbruget af rørbunden naturgas, og så har vi hævet det på flydende naturgas.
Imens flydende naturgas i forvejen er dyrere og besværligt at transportere, har Rusland næsten tredoblet prisen på varen, påpeger Brian Vad Mathiesen og henviser til tal fra EU.
Den markante prisstigning skyldes, at udbuddet af gas er faldet, og derfor betaler EU nu Rusland mere for den samme gas, end vi tidligere har gjort.
