Morten Dahlin lovede at sløjfe motorvej rundt om København, men intet er sket: »Han har været lidt for rapkæftet i forhold til, hvad han har lovet borgerne«

En motorvej spøger i kulissen vest for København. By- og landdistriktsminister Morten Dahlin lovede i valgkampen, at alle tankerne om det store anlægsprojekt skulle skrottes. Men det er stadig ikke droppet, og det vækker nu kritik.

Der var ingen grænser for Venstre-politiker Morten Dahlins viljestyrke, da han i 2022 førte valgkamp.

Det stort anlagte motorvejsprojekt Ring 5 vest for København skulle skrinlægges, og det beslaglagte areal, der strækker sig 70 kilometer mellem Køge og Helsingør, skulle ophæves. Naturen skulle fredes, og boligpriserne skulle sikres.