Hun fnyser, hun pruster, og hun bander. Den slags gør hende rasende, siger hun.
20-årige Ellen Emilie stiller op for Moderaterne i Københavns Storkreds og er desuden leder for Unge Moderater. Eftersom hun fører kampagne på, at Danmark skal »vinde i ligestilling« og vil gøre op med, at vi har »det mest kønsstereotype sprog i verden,« spurgte vi, om hun ville vurdere en række udtalelser om kvinder. Først bagefter ville hun få at vide, hvem der stod bag – og at det rent faktisk var en stribe udtalelser fra partikollegaen Jeppe Søe, som er spidskandidat i Vestjylland og medstifter af Moderaterne.