Selv om Mogens Jensen (S) har trukket sig som minister, er sagen om den ulovlige ordre om aflivning af mink i Danmark langtfra slut.
Sådan lyder det fra både regeringens støttepartier og oppositionen, efter at den længe ventede redegørelse om forløbet blev offentliggjort onsdag eftermiddag.
Enhedslisten mener, at forløbet i første omgang skal undersøges med en uvildig advokatundersøgelse.
En undersøgelseskommission vil på nuværende tidspunkt være at gå for vidt, mener partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
»For hvis vi skal have det apparat i gang, så kræver det en konkret mistanke om, at der er ministre, som bevidst har tilsidesat loven, og der må jeg bare sige, at det er svært at se, hvilken interesse der skulle være for ministrene for det. Der er heller ikke noget, som tyder på, at der er nogle ministre, der bevidst har gjort det,« siger han.
Peder Hvelplund vil dog ikke afvise, at det kan blive nødvendigt med en kommission efter advokatundersøgelsen.
Også SFs gruppeformand, Jacob Mark, ønsker en advokatundersøgelse, hvor man kan »få flere dokumenter på bordet«.
»Vi skal til bunds i det her, og det er også derfor, vi vil have den uvildige undersøgelse,« siger han og tilføjer:
»Der er det selvstændige formål, at vi skal have bygget tilliden op igen, at man skal have nogle omstruktureringer i Fødevareministeriet, der gør, at man har et fødevareministerium, der kan udføre et ordentligt stykke arbejde, og så skal vi have fundet ud af, hvad der er gået galt i ministerierne,« siger han.
De Radikale oplyser via deres pressetjeneste, at de ønsker en advokatundersøgelse af forløbet, men at de endnu ikke har lagt sig fast på, om en undersøgelseskommission er nødvendig.
Oppositionen kalder på en undersøgelseskommission
Flere borgerlige partier mener derimod ikke, at en advokatundersøgelse er nok.
De ønsker, at der bliver nedsat en undersøgelseskommission, som typisk er mere vidtgående og dyrere end en advokatundersøgelse.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener ikke, at redegørelsen om forløbet belyser statsministerens rolle i sagen grundigt nok. Derfor kræver han, at der bliver nedsat en undersøgelseskommission.
»Men dette her er starten. For forløbet skal undersøges til bunds, så vi kan finde ud af, hvad statsministerens ansvar er,« siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau og tilføjer:
»Der er undersøgelseskommissioner om mange ting, og det her er ikke en af de mindste.«
Også de Konservative kræver, at redegørelsen bliver fulgt op af en kommissionsundersøgelse.
På Twitter skriver gruppenæstformand Rasmus Jarlov, at »efterspillet« kun lige er begyndt, og at det ikke er nok, at Mogens Jensen forlader ministerkontoret.
»Når statsministeren har begået nyere danmarkshistories mest alvorlige grundlovsbrud, er det ikke nok at ofre fagministeren. Statsminister burde tage konsekvensen. Alle mødereferater og sagsakter skal frem og selvfølgelig kommissionsundersøgelse,« skriver Jarlov.
Samme melding finder man hos Dansk Folkeparti, hvor partiformand Kristian Thulesen Dahl også kalder på en undersøgelseskommission.
»Mette Frederiksen må tage sit ansvar! En undersøgelseskommission af denne skandale er stadig nødvendig!« skriver han på Twitter.