Partier kræver stor undskyldning fra minister til DSB: »Han har fremstillet dem som fuldstændig inkompetente«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kører med offentlig transport på førstedagen med krav om mundbind i offentlig transport, i København lørdag den 22. august 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson

Godmorgen! Velkommen til denne lørdag morgens overblik over nogle af dagens store historier.

Det er en stor dag for sportsfans, for i dag begynder Tour de France endelig, efter løbet har været udskudt på grund af coronavirus. Første etape begynder i Nice Moyen Pays og slutter i Nice.

Vi skal også lige forbi en håndfuld af dagens andre historier, men først tager vi et kig på de seneste coronatal, der ser således ud:

Bekræftede smittede i Danmark: 16.700
Indlagte: 21
Indlagte på intensiv: 2
Antal døde: 624
Bekræftede smittede på verdensplan: 24.473.843
Døde på verdensplan: 832.002

Tal i parentes viser de seneste ændringer.
Du kan læse mere om de danske tal her og de internationale tal her.

Benny Engelbrecht skylder DSB en stor undskyldning

Det var imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger, da DSB droppede krav om pladsbillet, og det førte til massiv kritik fra regeringens støttepartier Enhedslisten og SF.

Men nu viser en aktindsigt, som DR har fået, at det faktisk var transportminister Benny Engelbrechts (S) egne ansatte, der gav grønt lys til DSB om at droppe kravet om pladsbillet.

Det kan man ikke være bekendt, lyder det fra Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, som er et af de støttepartier, der kræver, at Benny Engelbrecht giver DSB en undskyldning.

»Transportministeren skylder DSB en kæmpe undskyldnng for at have fremstillet dem som fuldstændig inkompetente og rundt på gulvet. Det viser sig nu, at opfordringen til at afskaffe kravet om pladsbilletter kommer fra Transportministeriet selv. DSB gør sådan set bare, hvad de er blevet bedt om,« siger han til DR.

Højt begavede børn bliver opfattet som problembørn

Langt størstedelen af begavede barn bliver overset i skolen, og mange bliver testet af en skolepsykolog, fordi de opfattes som problembørn. Men nu viser ny forskning, at vanskelighederne med børnene faktisk ofte skyldes, at de er bedre begavede end deres klassekammerater.

»De keder sig i skolen, fordi det er for let. Derfor reagerer de ved at forstyrre eller at lukke sig inde i sig selv,« siger Grith Tschorn, formand for foreningen Gifted Children.

Resultater viser, at det er hvert tredje barn, som bliver overset blandt skolepsykologerne. Og det er er »voldsomt mange,« siger Grith Tschorn, som er i gang med et forskningsprojekt sammen med 22 udenlandske forskere om, hvordan høj begavelse hos børn bedst bliver opdaget.

Politibetjente kritiserer regeringens plan om flere lokale stationer

Tidligere på ugen fremlagde justitsminister Nick Hækkerup (S) en flerårsaftale for politiet, som skal give »mere tillid til politiet« og mere plads til lokal ledelse og politifaglighed. Men sådan bliver realiteten ikke, når regeringen allerede har fastlagt, at der skal etableres 20 nærpolitienheder, lyder kritikken fra adskillige lokale formænd for Politiforbundet. Det skriver Jyllands-Posten.

Et eksempel er Mogens Heggelund, formand for Midt- og Vestsjællands Politiforening, som undrer sig over, hvorfor der skal bruges penge på længere åbningstider, når der kan være langt til arbejdspladsen for mange betjente, og mange jo bare kan ringe ind.

En anden formand, Henrik Skriver Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politiforening, siger til Jyllands-Posten, at han tvivler på, at regeringens plan overhovedet bunder i nogen form for faglighed. Formændene efterlyser derfor mere plads til »lokale løsninger«.

Stigende antal af tidligere coronasyge lider af senfølger

Åndenød, træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær og hårtab. Sådan lyder et udpluk af de senfølger, som tidligere danske coronapatienter lever med. Coronavirus trækker nemlig en række lidelser med sig, og det gælder ikke kun gamle og svage personer, men også unge og raske personer.

I de engelsksprogede lande kalder de sig long-haulers. Herhjemme udveksler flere hundrede danskere med langvarige corona-gener erfaringer i en Facebook-gruppe etableret af to coronaramte sygeplejersker.

På Aarhus Universitetshospital har man undersøgt fremkomsten af senfølger hos tidligere coronapatienter, og det foreløbige resultat viser, at et overraskende stort antal af tidligere patienter stadig har problemer 12 uger efter udskrivelsen.

Regeringen vil oprette en »krigskasse«

Finansminister Nicolai Wammen (S) løfter nu sløret for, hvad regeringen vil præsentere i sit finanslovsforslag på mandag, skriver Politiken.

Regeringen vil nemlig oprette »krigskasse«, som skal rumme »et pænt millardbeløb« til håndtering af coronakrisen. Nicolai Wammen kalder det for en »coronafinanslov«.

Finansministeren vil ikke fortælle, hvor mange milliarder det drejer sig om, men han gør det klart over for Politiken, at regeringen vil føre lempelig finanspolitik, og at de vil gå helt til budgetlovens grænser for, hvad Danmark må have af underskud på offentlige finanser.

Regeringens finanslovsforslag bliver altså præsenteret på mandag. Det samme gør nøgletal for dansk økonomi nu og frem mod 2025.

Det sker (også) i dag

Udover Tour de France, som vi var forbi i begyndelsen af dette overblik, sker der også andre ting og sager i løbet af dagen.

  • Efter et halvt års nedlukning genåbner det københavnske spillested »Vega« for koncerter med siddende publikum. Den første koncert bliver med Peter Sommer.
  • FA Cup-vinderne Arsenal møder i dag Premier League-mestrene Liverpool til en kamp uden tilskuere i Community Shield klokken 17:30.