Paradoksal lovgivning: De udviste kriminelle kan måske hurtigere slippe væk fra Lindholm end antaget

Menneskerettighederne kan ende med at spænde ben for regeringens ambitioner for øen Lindholm, hvor kriminelle udviste udlændinge skal bo. Personer på tålt ophold kan måske hurtigere få ophævet deres pligt til at bo på øen, siger eksperter.

Kriminelle udlændinge på tålt ophold kan måske hurtigere få sløjfet deres opholdspligt på øen Lindholm, end det er tilfældet i dag. Maria Albrechtsen Mortensen

Regeringens store slagnummer om at omdanne øen Lindholm i Stege Bugt til opholdssted for udviste kriminelle udlændinge kan ende som et slag i luften.

Fra 2021 skal 100-120 udviste udlændinge opholde sig på Lindholm under forhold, der – hvis man lytter til de politiske meldinger – næsten kan minde om indespærring. Men internationale konventioner vil gøre det tæt på umuligt at gennemføre den politik, regeringen har stillet befolkningen i udsigt, mener eksperter.