Trods stramninger fik flere flygtninge og udlændinge lov til at bo i Danmark

Antallet af flygtninge og familiesammenførte, der får permanent opholdstilladelse i Danmark, stiger i år. Det gælder blandt andre personer fra Tyrkiet og Afghanistan. Tallet er dog stadig lavere end i 2013.

Mads Claus Rasmussen

Selv om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) flere gange har strammet de krav, der skal gøre det sværere for flygtninge at få permanent opholdstilladelse i Danmark, er det netop, hvad flere flygtninge og udlændinge i år har fået: Løfte om, at de kan blive i landet. Det er især udlændinge fra lande som Tyrkiet, Afghanistan og Irak, der i stigende grad har opnået permanent opholdstilladelse, viser officielle tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

»Det er bestemt ikke godt. Hvis disse mennesker kan få permanent ophold, kan de lettere få dansk statsborgerskab. Det, synes vi, er forkert, for det kan forandre Danmark,« siger udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen.