På et plejecenter i København udstedte Mette Frederiksen et løfte, der siden den dag har domineret dansk politik – men en tvivl nager fortsat hos økonomer

Efter mere end halvandet års ventetid præsenterer regeringen nu sin plan for en ret til tidligere pension. Allerede nu står det klart, at rettigheden vil knytte sig til antallet af år på arbejdsmarkedet. På forhånd sår flere økonomer tvivl om en central antagelse fra statsminister Mette Frederiksen.

Bryggeriarbejderen Arne Juhl fra bryggeriet Fuglsang i Sønderjylland var endnu ikke blevet en hovedfigur i den socialdemokratiske valgkampagne, da Mette Frederiksen (S) en tirsdag i slutningen af januar i fjor inviterede til pressemøde på Plejecenter Sølund i København.

Imens Socialdemokratiets formand præsenterede det, der skulle blive partiets store slagnummer under den kommende valgkamp, kunne de fremmødte journalister, flere af plejecenterets beboere og TV-seerne i stedet se meterhøje plakater bag Frederiksen med fotografier af en social- og sundhedshjælper, en lufthavnsarbejder, en køkkenassistent og en murer.