Over halvdelen af de valgte til regionsrådene er kvinder

Ved tirsdagens valg blev 103 kvinder valgt ind i landets regionsråd. Det er rekordmange eller godt 50 procent.

Optælling af stemmer ved valgstedet på Københavns Rådhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rekordmange kvinder bliver fra næste år en del af landets fem regionsråd.

103 kvinder blev ved valget i sidste uge valgt ind, oplyser Danske Regioner. Det er lige over halvdelen af de i alt 205 medlemmer.

Det er flere end ved valget i 2017, hvor kvinderne satte sig på 38 procent af pladserne i de fem regionsråd.

Kvinderne sidder dermed fortsat på en større andel af pladserne i regionerne end ude i landets byråd.

Her har de fra det nye år 36 procent af pladserne. Efter valget i 2017 var 33 procent af de kommunale politikere kvinder.

Flere kvinder stiller dog også op til regionsrådene. Det kan hænge sammen med de områder, regionerne beskæftiger sig med, har lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet tidligere forklaret. For eksempel sundhedssektoren.

»Det er emner, de er klædt på til på grund af fagområder, hvor kvinder ofte er overrepræsenteret. For eksempel skolelærere og sosu-medarbejdere,« fortalte hun i oktober til Ritzau.

Flest kvinder blev valgt ind i Region Sjælland og Region Midtjylland. Begge steder sidder kvinderne fremover på 22 af de 41 pladser i regionsrådet.

Færrest blev valgt ind i Region Syddanmark, hvor 19 kvinder fra det nye år er en del af regionsrådet.

Den helt store stemmesluger ved valget blev Stephanie Lose (V), der er den nuværende formand for interesseorganisationen Danske Regioner.

Med sine 147.485 personlige stemmer fik hun knap ti gange så mange som Mette With Hagensen (S), der endte med næstflest.

Alligevel står Stephanie Lose til at miste sin formandspost. I stedet ser Anders Kühnau (S) ud til at snuppe posten.

Det er Radikale Venstre, som har afgjort formandsopgøret, efter at partiet har meddelt, at det peger på S-formanden. Dermed er der et flertal for ham.

Radikale Venstre var også tungen på vægtskålen i Danske Regioner efter det seneste valg. Her pegede partiet på Venstres Stephanie Lose.

/ritzau/