Nye Borgerlige mestrede, hvad de andre nye partier ikke formåede: »Vi kommer til at æde dem op indefra!«

De har været et protestparti uden penge og erfaring. De har været en bevægelse, der råbte skråt op til politisk korrekthed, konventioner og internationale forpligtelser. Nu er Nye Borgerlige blevet et Christiansborg-parti, og Pernille Vermund er blevet det, hun hidtil har forsaget: Hun er blevet politiker.

Mette Thiesen, Pernille Vermund og Ketil Watne Rasmussen til valgfesten hos Nye Borgerlige i DGI-byen i København. Claus Bech / Ritzau Scanpix

Der er noget ejendommeligt over at bladre tilbage gennem årene på Pernille Vermunds facebookprofil.

Som det eneste parti herhjemme er Nye Borgerlige født og skabt på det sociale medie, og når man læser tilbage på stifteren og forkvindens side, aner man den politiske modning, Pernille Vermund har været igennem.