På et pressemøde i Statsministeriet onsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsmyndighederne de mest markante indgreb siden nedlukningen 11. marts.

»Fra fredag den 25. december og til 3. januar vil Danmark reelt være lukket ned,« sagde statsministeren på pressemødet.

Bagtæppet var onsdagens rekordhøje tal fra Statens Serum Institut, hvor der blev registreret 3.692 nye smittede med coronavirus. Dertil kom 54 nye indlæggelser med corona, sådan at indlæggestallene nærmer sig niveauet fra i april, hvor det, da det var på det højeste, var over 500.

»Det her er alvorligt. Jeg er for at sige det ærligt dybt bekymret for, hvordan det går i de kommende vintermåneder, der kan blive den sværeste tid i vores fælles kamp mod coronaen,« sagde statsministeren.

På den baggrund varslede regeringen, at alle storcentre lukkes fra torsdag, mens liberale erhverv som frisører og fysioterapeuter lukker fra mandag.

Dertil vil al detailhandel med undtagelse af supermarkeder, fødevarebutikker og apoteker skulle lukke fra julenat – det vil sige natten til 25. december.

0.-4. klasse sendes fra mandag i næste uge hjem fra skole og pasning, og det samme gælder elever på efterskoler og højskoler.

Tiltagene gælder frem til 3. januar.

En række sundhedseksperter har igennem ugen anbefalet at begrænse borgernes bevægelsesfrihed, lukke ned regionalt og for eksempel lukke Storebæltsbroen.

Nye tiltag kan knække kurven

Men restriktioner af juletrafikken var ikke en del af tiltagene, fremgik det af pressemødet. Statsminister Mette Frederiksen regnede heller ikke med, at det ville blive nødvendigt at lukke ned for juletrafikken.

»Jeg kan ikke udstikke garantier, men på baggrund af den viden, vi har i dag, mener vi, at vi kan nøjes med de restriktioner, der allerede er meldt ud, og dem, vi melder ud i dag,« sagde Mette Frederiksen, mens Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, forklarede, at rejserestriktioner slet ikke havde været en del af sundhedsmyndighedernes overvejelser forud for pressemødet.

»Men man skal følge vores råd og vejledninger om maksimalt at se ti i julen. De restriktioner, vi har indført, skal man tage med sig overalt. Nu gælder restriktionerne over hele landet, så man rejser ikke fra den ene del af landet til den anden for at få oplevelser eller at shoppe, men for at se få allernærmeste,« sagde Søren Brostrøm.

Region Hovedstaden er dog allerede så hårdt ramt, at kontroller og visse operationer de kommende dage bliver udskudt i lyset i corona, og det samme vil gælde i øvrige dele af landet, forklarede Brostrøm, som konkluderede, at sundhedsvæsenet er »under pres«.

På pressemødet forklarede blandt andre Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, at man efter den seneste tids restriktioner kan forvente et fald i det daglige antal smittetilfælde de kommende dage.

Men det bekymrende i øjeblikket er dels, at smitten har spredt sig fra de 15-24-årige til ældre aldersgrupper, hvilket med tiden vil kunne ses i øgede indlæggelsestal og i forhold til dødeligheden af epidemien. Samtidig var smitten blevet mere geografisk spredt, ligesom der har været en markant stigning i antallet af personer i sundhedsvæsenet, der er testet positiv for coronavirus den seneste uge. I alt 1.808 personer var smittet, fremgik det af pressemødet.

»Vi kan ikke forvente en dramatisk effekt på smittetallet. Men de her tiltag er det, der skal til for at få knækket kurven. Ser vi ud i Europa, ser vi, at Danmark ligger i midten i forhold til det daglige antal smittede. Samtidig er dødeligheden meget lav i Danmark, vi har den femte laveste dødelighed, og det er også derfor, vi skal reagere nu, sådan at vi kan holde den situation,« sagde Henrik Ullum, der trods de stigende smitte- og indlæggelsestal stadig mener, at coronaepidemien er under kontrol.

»Vi har stadig ikke set effekten af de restriktioner, der vil afdæmpe epidemien,« sagde han.

Erhvervsliv håber, det er slut med restriktioner

Statsminister Mette Frederiksen mente, at det var »et under«, at der er gået helt indtil midten af december, før det blev aktuelt at indføre så drastiske restriktioner, som blev præsenteret onsdag aften.

»Vi har hele tiden forventet yderligere smitte, men vi har klaret det godt her i efteråret. Det skyldes den danske befolkning, at vi tester langt flere end i andre lande, og at vi har indført effektive nedlukninger. Men nu bevæger vi os ud af det, vi har betegnet som dansen med corona for at slå med hammeren. Det gør vi for at undgå, at vi taber kontrollen. Det vil vi ikke,« sagde statsministeren.

Men der kunne være grebet langt tidligere ind, lyder det fra blandt andet politisk hold.

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, kalder de nye restriktioner for »pinedød nødvendige, fordi vores sundhedsvæsen begynder at komme under pres«.

Han hæfter sig dog ved, at regeringen i hans optik ikke tog hånd om problemet i tide, da man oplevede en stigning i smitten på den københavnske vestegn i efteråret.

»Det kunne have kaldt på nogle tiltag. Nu får man så sat ind, men det sker også på baggrund af et meget højt smittetal,« siger han.

På pressemødet forklarede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at nye økonomiske hjælpepakker er ved at blive forhandlet.

»Især butikker og detailhandel har travlt i de her dage. De nye restriktioner kommer ubelejligt for dem, men de er nødvendige for at redde menneskeliv og danske arbejdspladser. Hvis ikke smitten bremses, så vil det gå ud over økonomien og samfundet,« sagde Peter Hummelgaard.

I erhvervslivet er der forståelse for de nye restriktioner. Vi har alle et ansvar for at få smitten under kontrol, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

»Derfor lytter vi og indretter os selvfølgelig efter dagens nye omfattende restriktioner. Det er virkelig en bekymrende udvikling i tallene, men forhåbentlig begynder vi snart at se effekterne af de omfattende restriktioner. Jeg håber, at vi med dagens pressemøde har set årets sidste nye restriktioner, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.