Ny sag er ifølge kommentatorer værre end hidtil: Moderaterne kan være »tæt på nedsmeltning«

Moderaterne har været ramt af en stribe møgsager i løbet af partiets korte levetid. Men den seneste kan ifølge politiske kommentatorer blive den hidtil værste. Og det kan ende med at få konsekvenser for toppen af partiet.

Flere politiske iagttagere vurderer samstemmende, at sagen om et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne kan blive den værste møgsag for partiet hidtil. Thomas Lekfeldt

Den seneste dårlige sag i Moderaterne kan vise sig at være en langt værre historie for det unge parti end den stribe af møgsager, som de tidligere har tumlet med. 

Sådan lyder meldingen fra en stribe politiske kommentatorer.

Arbejdsmiljøet, der ifølge anklagerne belastes af mobning og sexisme, kan nemlig ikke isoleres til én person, der har svigtet sit ansvar. Tværtimod tyder det på, at der er et grundlæggende problem med den øverste ledelse i partiet. Og i sidste ende peger pilen på formand Lars Løkke Rasmussen (M).

Fredag kunne B.T. nemlig afsløre, at en række nuværende og tidligere medarbejdere har indsendt en klage til Arbejdstilsynet, som beskriver en arbejdsplads præget af sexisme og mobning.

Det har ikke været muligt for Berlingske at verificere klagen til Arbejdstilsynet, men flere medier – herunder B.T., Jyllands-Posten, TV 2 og DR – har kunnet beskrive en mail, som folketingsmedlem Jeppe Søe har sendt til en række medlemmer af hovedbestyrelsen samt partiformand Lars Løkke Rasmussen.

»Som jeg ser det, kan Moderaterne indenfor kort tid blive kastet ud i en af de sværeste kriser overhovedet. Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti – også qva vores historik som en sexistisk klovnebus,« står der ifølge medierne blandt andet i mailen.

Rådden kultur

Og Jeppe Søe står ikke alene med analysen om, at sagen kan blive ganske alvorlig for Moderaterne.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er sagen »måske nok, når det kommer til stykket, den mest alvorlige sag, Moderaterne overhovedet har stået i«.

Det siger han til TV 2. Han påpeger, at denne sag bliver særligt svær, fordi det ikke handler om enkeltpersoner, men i stedet om en kultur, der kan »betegnes som rådden«.

Den analyse bakker Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, op om.

»Denne gang er sagerne ikke lige så lette at isolere til en enkelt person. Ifølge B.T.s oplysninger handler det jo om store dele af partiets ledelse, der bliver anklaget for at have faciliteret det her miljø,« lyder det fra Niels Th. Dahl i Jyllands-Posten.

Regulær nedsmeltning

Spørger man B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der risiko for en decideret nedsmeltning i regeringspartiet.

Spørgsmålet er ifølge ham, om formand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har været informeret om anklagerne.

Hvis han har været vidende om sagen, er vi »tæt på nedsmeltning«, skriver han på det sociale medie X.

»Så har vi en partiformand og udenrigsminister, der har vidst, at medarbejderne i Moderaternes sekretariat har måttet leve med den slags utålelige sexistiske forhold uden at gøre noget ved det, samtidig med at han er formand for et parti, som har slået sig op som særligt bevidste om at undgå sexisme og metoo,« uddyber han til B.T.

Kan få konsekvenser for minister

Caroline Stage, der netop er blevet minister for digitalisering og tidligere har været politisk chef i Moderaterne, har de seneste dage været under beskydning for sin rolle i sagen.

Berlingske har ikke set indberetningen til arbejdstilsynet, og det er derfor uklart, hvad Caroline Stage konkret anklages for.

»Men hvis det viser sig, at en siddende minister eller lignende har været vidende om forholdene uden at handle på det, så bliver sagen selvfølgelig en tak mere alvorlig,« siger Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen.

Og ifølge DRs politiske korrespondent Christine Cordsen kan det godt få konsekvenser, hvis der er hold i anklagerne.

»Det kan sagtens få konsekvenser for hende og i hvert fald gøre starten virkelig, virkelig svær,« siger hun til DR.