Den nye SVM-regering vil dele Justitsministeriet op i to ministerier og oprette et nyt ministerium med ansvar for politi, anklagemyndighed, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og rigets sikkerhed.
Det fremgår af regeringsgrundlaget, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har præsenteret onsdag.
Der er lagt op til, at det nye ministerium skal have navnet Ministerium for National Sikkerhed.
En ekspertgruppe skal nu belyse, hvordan Justitsministeriets nuværende ressort kan deles op, og hvordan der kan etableres en nyt ministerium.
»Den nærmere opgavefordeling vil blive fastlagt på baggrund af en analyse, der beskriver fordele og ulemper – herunder økonomi og implementering samt hvordan der sikres en effektiv straffesagskæde, står der i regeringsgrundlaget.«
Forslaget om at dele ministeriet op kommer fra Lars Løkke Rasmussen, som i weekenden sagde, at Justitsministeriet bør »gentænkes«.
»Det handler dybest set om at få genvundet respekten til retsstaten,« lød det fra Løkke søndag.
Her sagde han, at han ønsker et »ministerium for national sikkerhed, hvor vi samler alle de udøvende kompetencer« som eksempelvis politiet.
Og så skal Justitsministeriet i stedet »holde regeringen til ilden på alle de her ting, der handler om demokrati, retssikkerheden, ordentlighed«.
Lars Løkke Rasmussens begrundede ønsket om at dele Justitsministeriet med, at Minksagen har trukket veksler på befolkningens tiltro til retsstaten.
»Det handler om at få genvundet respekten for retsstaten, så der er ordentligt fokus på god lovkvalitet, grundlovsoverholdelse og den slags ting,« sagde han søndag foran Marienborg, hvor regeringsforhandlingerne fandt sted.
Det var, i forbindelse med at han fortalte journalister, at Moderaternes havde opgivet kravet om, at det skal laves en advokatvurdering af, om Mette Frederiksen kan drages til ansvar for sin rolle i Minksagen.
Kort efter opgav også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, det krav.
/ritzau/