Ny epidemistyrelse under Justitsministeriet vækker dyb undren: »Jeg tror, at mange er nervøse«

Flere af Folketingets sundhedsordførere kan sagtens blive enige om, at Danmark overhovedet ikke var tilstrækkeligt forberedt på en epidemi, og at en mere målrettet indsats fremover er helt essentiel. Alle undrer de sig dog over placeringen af den nye styrelse, som ifølge flere ikke giver nogen mening.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Fold sammen
Læs mere

På et pressemøde i Statsministeriet bebudede statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag, at der skal oprettes en ny styrelse under Justitsministeriet.

For Danmark har ikke været klar til at blive ramt af en pandemi, og derfor skal den nye styrelse stå for »en central og koordineret indsats« med at sikre for eksempel forsyning af værnemidler i coronaepidemien og fremtidige pandemier, lød det.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, at placeringen af en ny styrelse under Justitsministeriet kan være en skjult kritik af Sundhedsstyrelsens indsats. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Umiddelbart er Folketingets sundhedsordførere positive over for en mere koordineret indsats mod epidemier fremover, men ét spørgsmål stiller de alle: Hvorfor skal styrelsen ligge under Justitministeriet i stedet for under Sundhedsstyrelsen eller Beredskabsstyrelsen?

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, undrer sig.

»I dag ligger epidemiledelsen i Sundhedsstyrelsen, men det kan være, at man rykker det et andet sted hen, fordi de ikke har gjort det godt nok. Jeg tror, at mange er nervøse for, om det skal ligge i Justitsministeriet, fordi de vil have en større lovhjemmel til nogle tiltag. Så vi skal have fundet ud af, hvorfor det skal ligge i Justitsministeriet,« siger Liselott Blixt.

Hun mener, at placeringen af den nye styrelse kan være en slet skjult kritik af Sundhedsstyrelsens håndtering af coronakrisen.

»Det kunne godt lyde som om, at når de ikke har kunnet finde ud af det her i Sundhedsstyrelsen, så må man lægge den nye styrelse et andet sted,« siger hun.

Stinus Lindgreen, Sundhedsordfører i Radikale

»Det er tydeligt, at der er mange områder, hvor vi ikke var godt nok forberedte på den her epidemi, og det skal vi lære af. Jeg synes, det er rigtigt set, og det er vigtigt, at vi er godt forberedt, når det sker igen. For det kommer til at ske igen.«


»Jeg forstår det ikke«

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, kan ikke umiddelbart se nogen logisk grund til styrelsens placering under Justitsministeriet.

»Jeg forstår ikke, hvorfor styrelsen skal ligge under Justitsministeriet. Jeg har svært ved at se logikken i det, og det fremgik ikke af pressemødet, hvorfor den ikke for eksempel skulle lægges ind i Sundhedsstyrelsen eller Beredsskabsstyrelsen,« siger Stinus Lindgreen.

Kan det være, fordi man vil have øget lovhjemmel til ekstra tiltag, at man lægger den under Justitsministeriet?

»Det kan være, men epidemiloven viser, at det behøver man alligevel ikke. Jeg har svært ved at se, hvorfor man skulle skille det fra Sundhedsstyrelsen, især når vi snakker om beredskab over for epidemier.«

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, har ligeledes masser af spørgsmål om den nye styrelse, som han gerne ser besvaret.

»Jeg ved ikke, om jeg umiddelbart havde tænkt, at der var behov for en ny styrelse – altså flere embedsmænd, hvis jeg må udtrykke mig lidt firkantet. Der er måske mere behov for, at man koncentrerer kræfterne til at opbygge et beredskab til en anden gang. Her tænker jeg på værnemidler, testkapacitet og alt det der. Jeg synes måske også, det kunne være meget interessant at vide, hvorfor den skal placeres i Justitsministeriet,« siger Martin Geertsen.

Han vil dog ikke »hælde det ned ad brættet,« før han har set de konkrete detaljer om styrelsen.

I Enhedslisten ser man frem til en bedre indsats mod epidemier fremadrettet, om end man heller ikke forstår placeringen.

»Det undrer mig umiddelbart, at den skal ligge under Justitsministeriet. Det mest afgørende for os er, at vi får samlet indsatsen, så den kan blive koordineret. Og så er det regeringens ret at vælge, hvor de vil placere en styrelse, og det har de så valgt at gøre hos Justitsministeriet,« siger partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund.

SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, kan også kun spekulere i, hvorfor styrelsen skal ligge, hvor den skal. Hun ser dog frem til, at få en mere koordineret indsats.

Vi var dårligt forberedte

Ingen af ordførerne lægger dog skjul på, at der er behov for at få en mere koordineret indsats stablet på benene, før en ny bølge af epidemien eller en lignende katastrofe rammer Danmark.

»Det er tydeligt, at der er mange områder, hvor vi ikke var godt nok forberedte på den her epidemi, og det skal vi lære af. Jeg synes, det er rigtigt set, og det er vigtigt, at vi er godt forberedt, når det sker igen. For det kommer til at ske igen,« siger Stinus Lindgreen fra de Radikale.

SFs Kirsten Normann Andersen har selv oplevet det som »så frustrerende«, at der for eksempel ikke var tilstrækkelige værnemidler til personalet i sundhedssektoren, og at der i dag stadig ikke er værnemidler af en god nok kvalitet. Derfor lægger hun ikke skjul på, at hun finder det helt afgørende, at der fremover vil være en koordineret indsats mod epidemier klar, når de rammer landet.

Det samme mener Liselott Blixt fra DF.

»Man har overhovedet ikke været godt forberedt på det her. Der burde ligge mange flere ting i en beredskabsplan, og det er jeg glad for, at man har taget til efterretning,« siger hun.

Justitsministeriet oplyser, at styrelsen endnu ikke har fået noget navn, men i en e-mail til Berlingske oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S), at den nye styrelses primære opgave vil være en videreudvikling af de opgaver på tværs af sektorer, som i dag varetages af Den Nationale Operative Stab.

»Den nye styrelse skal bl.a. særligt vise sit værd og levere merværdi i situationer, hvor myndighederne på Sundhedsministeriets område er under et i forvejen enormt pres. Frem for at lægge en ekstra opgave på Sundhedsministeriet i sådanne situationer ønsker regeringen at fordele belastningen og dermed forbedre sundhedsmyndighedernes mulighed for at fokusere på de sundhedsmæssige kerneopgaver. Men det siger sig selv, at opgaven skal løftes i meget tæt samarbejde med dels sundhedsmyndighederne, dels de øvrige beredskabsmyndigheder,« skriver Nick Hækkerup.