Overblik: Her er regeringen og myndighedernes nye plan for at stoppe smitten

Isolation på hoteller og feriecentre og oprettelsen af en ny styrelse er nogle af de punkter, som er blevet præsenteret ved regeringen og myndighedernes pressemøde tirsdag formiddag.

Smitten er på tilbagetog, så nu skal der sættes hårdt ind. Det oplyser regeringen og myndighederne ved et pressemøde i Statsministeriet tirsdag kl. 10.

Det betyder, at der skal testes mere, og flere skal i isolation for at bryde smittekæderne i samfundet.

Her er et overblik over, hvad der præsenteres ved dagens pressemøde.

Der skal testes i flere faser

Sundheds- og ældreministeriet har udarbejdet en teststrategi, der dækker det kommende kvartal af genåbningen.

En markant øget testning bredt i befolkningen i kombination med selvisolation af smittede samt effektiv smitteopsporing skal understøtte en kontrolleret og gradvis genoptagelse af aktiviteter i samfundet, herunder med den størst mulige beskyttelse af sårbare grupper.

Regeringen vil fremlægge en teststrategi for efteråret på et senere tidspunkt.

Bedre muligheder for isolation

Oprettelsen af frivillige isolationsfaciliteter skal medvirke til at hindre smittespredning og beskytte særlige risikogrupper som f.eks. borgere med kronisk sygdom.

Tilbuddet er målrettet personer, der ikke har mulighed for at isolere sig i egen bolig.

Eksempelvis smittde personer i familier, der bor tæt og ikke kan rservere et væresle i husstanden til den smittede person. Det kan også dreje sig om borgere med konstateret smitte, som deler husstand med en person i risikogruppen.

Der er talt om et frivilligt tilbud til borgere, der er smittet med covid-19.

Regeringen vil snarest muligt fremsætte lovforslag, der gør det muligt at give kommunerne ansvaret for at stille isolationsfaciliteter til rådighed i forbindelse med covid-19-epidemien.

Isolationsfaciliteterne forventes bl.a. at blive oprettet i form af leje af hoteller, feriecentre eller lignende kommercielle overnatningsfaciliteter.

Det bliver kommunerne, der i samråd med borgerens læge visiterer til isolationsfaciliteterne. Tilbuddet er kun for personer, der er selvhjulpne.

Ny styrelse bliver oprettet

Der er behov for en konsistent og tværgående understøttelse af myndighedernes indsatser, lyder det på pressemødet. Og det betyder, at det samfundsmæssige beredskab skal styrkes, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Der er samtidig behov for, at sundhedsmyndighederne kan fokusere på de sundhedsfaglige kerneopgaver, og derfor oprettes en ny styrelse.

Styrelsen får bl.a. følgende opgaver.

  • Sikre forsyning og tilstrækkelige lagre af værnemidler mv. samt tilgængelighed af tests og isolationsfaciliteter

  • Skabe overblik over vitale lagre på tværs af den offentlige sektor

  • Koordination af samarbejde vedrørende test og værnemidler på tværs af myndigheder, herunder kommuner og regioner, og med private aktører

  • Relevante informationsaktiviteter

  • Internationalt samarbejde om forsyning af værnemidler, testning mv.