Som om der ikke er landet politiske aftaler nok de seneste dage, kommer der tirsdag nu endnu én.

Finansministeriet har således lige indkaldt til pressemøde klokken 15.30 for at præsentere en aftale om en grøn skattereform.

Finansminister Nicolai Wammen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) præsenterer aftalen sammen med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Dermed er det sidste af regeringens tre støttepartier, Enhedslisten, altså tilsyneladende ikke med i aftalen. De tre støttepartier var ellers drivende i at få 70 procentsmålsætningen på klimaområdet gjort til regeringens politik, og i den forbindelse har spørgsmålet om et grønt skatte- og afgiftssystem de seneste måneder været en vigtig dagsorden.

Aftalen kommer efter, at regeringen sammen med skiftende partier den seneste uge har præsenteret alt fra en finanslov til aftaler om grøn genopretning af økonomien, biodiversitet og et nyt afgiftssystem for biler.

Berlingske følger sagen.