Nordsjællandsk V-borgmester føler sig tvunget til at hæve skatten: Alternativet er »en total massakre« på skoler og daginstitutioner

Regeringens udligningsudspil vil i praksis tvinge skatten op i Rudersdal, lyder det fra kommunens borgmester, Jens Ive. Men hvorfor er der ikke alternativer til en skattestigning? Ifølge den nordsjællandske borgmester er regningen »simpelthen« er for stor.

Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), kan ikke se »andre alternativer« – også selv om det ikke er med hans gode vilje.

Bliver S-regeringens udspil til en udligningsreform ført ud i livet, skal Rudersdal af med endnu flere udligningskroner end i dag, og så må borgerne i den nordsjællandske kommune til at betale mere i skat, siger den liberale borgmester i fredagens udgave af Jyllands-Posten.