Nedslidte lever et kortere liv og skal på tidlig pension, mener S. Men det er oftere smøger og grillmad, der slår dem ihjel

Et af Socialdemokratiets bærende argumenter for at give nedslidte ret til tidligere folkepension er, at ufaglærte og erhvervsuddannede har en kortere levetid. Ifølge flere forskere skyldes den korte levealder dog en generel usund livsstil og ikke hårdt fysisk arbejde.

Det er ikke, som socialdemokrater med Mette Frederiksen i spidsen fremhæver, det hårde fysiske arbejde, der slår arbejdsmanden ihjel. Det er derimod en usund livsstil, siger eksperter. Mads Claus Rasmussen

Fabriksarbejderens og murerens hårde fysiske arbejde har været til debat, siden Socialdemokratiet i sidste uge præsenterede sit udspil til en ny pensionsreform.

Partiet vil give nedslidte ret til tidligere folkepension, med henvisning til, at arbejdsmanden hurtigere bliver nedslidt, og derfor skal spares for flere krævende år på arbejdsmarkedet.