Mogens Jensen nægter at trække sig: Det er ikke op til mig at tage konsekvensen

Fødevareminister Mogens Jensen beklager sagen om minkaflivninger, som han vil fremlægge en redegørelse for om en uge. Men han afviser at trække sig som minister.

Partierne i blå blok har i løbet af tirsdagen krævet Mogens Jensens (S) afgang som fødevareminister.

Men det afviser Mogens Jensen selv ifølge DR Nyheder.

»Det er ikke op til mig at tage konsekvensen af det her. Jeg tager ansvar for det, der er sket i mit ministerium, og jeg beklager fejlen,« siger Mogens Jensen ifølge DR Nyheder.

Regeringen vil nu igangsætte en redegørelse, der skal kortlægge, hvad fødevaremyndigheden og fødevareministeren har kommunikeret om aflivning af mink.

Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under spørgetimen med Folketingets øvrige partiledere tirsdag.

Mogens Jensen tilføjer tirsdag aften, at han om en uge vil fremlægge redegørelsen.

»I forhold til hvad der er kommunikeret fra fødevaremyndigheden og fødevareministeren, er det i vores øjne helt naturligt, at vi igangsætter en redegørelse, sådan at Folketinget og resten af Danmark kan få at vide, hvad der præcist er foregået,« siger Mette Frederiksen.

»Vi indgår selvfølgelig gerne i dialog med Folketingets partier om, hvordan undersøgelsen skal tilrettelægges,« siger Mette Frederiksen.

Søndag offentliggjorde fødevareminister Mogens Jensen i et skriftligt svar til flere medier, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at bede alle minkavlere i Danmark om at slå alle deres dyr ihjel.

Mette Frederiksen mener, at det var fødevareministerens ansvar at oplyse offentligheden og minkavlerne om, at det var en ulovlig ordre.

»Jeg har en klar forventning om, at man lever op til det, man skal som minister,« sagde statsministeren i forbindelse med tirsdagens spørgetime.

På trods af det sendte Fødevarestyrelsen først tirsdag et brev om sagen til minkavlerne.

Regeringen blevet bekendt med den manglende lovhjemmel i weekenden, lyder det fra statsministeren, som beklager forløbet.

»Regeringen er ikke bekendt med, at der ikke er hjemmel, da vi træffer beslutningen i sidste uge. Havde vi været det, havde vi selvfølgelig sagt det fuldstændigt åbent og ærligt,« siger hun.

Hun påpeger, at der er sket en fejl, som skal undersøges og afdækkes.

Det var på et pressemøde onsdag i sidste uge, at Mette Frederiksen gjorde det klart, at alle minkavlere skulle aflive deres mink inden 16. november.