Det vakte opsigt, da statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig kom med en nuancering af sit syn på klimahandling.
For mens hun tidligere har sagt, at hun var rød, før hun var grøn, rykkede det grønne senere frem i første geled. Men i et opslag på Instagram skrev hun nu, at man både skulle tage hensyn til dem, der ville have mere klimahandling – og til dem, der mente, at det gik for hurtigt.
»Som socialdemokrat er jeg optaget af begge bekymringer,« skrev Mette Frederiksen i opslaget, der blev mødt af usædvanlig hård kritik i kommentarfeltet.
En ny gallupundersøgelse, lavet af Kantar Public for Berlingske, viser dog, at en større andel af danskerne hellere vil have mere klimahandling nu, end de vil have politikere, der bruger endnu mere tid på at overveje, hvad der måtte være de helt rigtige greb.
Således mener 44 procent af danskerne ifølge undersøgelsen, at politikerne bør handle hurtigere, end de gør nu.
Omvendt mener 33 procent, at politikerne bør sikre, at beslutninger om den grønne omstilling ikke tages for hurtigt.
Ifølge valgforsker og professor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er det et klart udtryk for, at danskerne over en bred kam er villige til at gå langt for klimaet.
»Vi er jo en klimanation, og den rigtige uenighed kommer først, når det kommer til konkrete ændringer i vores levemåde. For eksempel spørgsmål om hvorvidt man skal have lov til at spise bøffer, til at flyve eller til at køre diesel- og benzinbiler,« siger Kasper Møller Hansen.
Regeringens lakmustest
Gallupundersøgelsen har blandt andet opdelt respondenternes svar ud fra, om de ved seneste valg stemte på rød blok, på SVM-regeringen eller på blå blok, og mens 85 procent af de røde vælgere vil have mere klimahandling nu, gælder det kun for 23 procent af de blå vælgere.
Det giver ifølge Kasper Møller Hansen også en indikation om, hvem Mette Frederiksen retter henvendelse til, når hun tager hensyn til dem, der mener, at det hele går for hurtigt.
»Det er et spørgsmål om at sikre, at Venstres bagland ikke smuldrer fuldstændigt. Det er en meget klog strategi at forsøge at adressere Venstre-baglandet, som er mere skeptisk overfor CO₂-afgifter og så videre. Så det var dem, der blev talt til,« siger Kasper Møller.
Venstre er ifølge ham et parti i ruiner med et bagland ude i Landbrugsdanmark, som partiet frygter at miste, når formand Jakob Ellemann-Jensen skal til at forklare dem, hvorfor de skal betale CO₂-afgifter og lignende.
Er det ikke usædvanligt at se Mette Frederiksen tale til Venstres vælgere på den måde?
»Det vil hun heller aldrig indrømme, at hun gør. Hun vil sige, at hun taler til danskerne som statsminister for hele landet.«
Han vurderer, at selvom rød blok oftere er meget verbale i kravet om klimahandling, er regeringen som helhed mere presset fra blå blok i klimaspørgsmålet.
»Lakmustesten på regeringens klimapolitik bliver, om Venstre kan forsvare den og få landmændene med,« siger Kasper Møller Hansen.