Mette Frederiksen varsler »paradigmeskifte« – borgerlige partier er uenige

De Konservative og Danmarksdemokraterne ser begge gode takter i statsministerens interview. Men på ét punkt giver hun den for meget gas, lyder kritikken.

Igen og igen har regeringen varslet, at en ny ældrelov var lige på trapperne. Nu synes den rent faktisk at være lige om hjørnet. Søren Bidstrup

For mere end to år siden bebudede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale »en ny kort og præcis ældrelov«.

Siden da har blandt andre ældreminister Mette Kierkgaard (M) givet flere interviews om sagen. Mandag aften kunne Berlingske så endelig bringe et interview med statsministeren, hvor hun for første gang løfter sløret for konkrete dele af udspillet, som dog først kommer om et par uger.

Og her holder Mette Frederiksen sig ikke tilbage, når hun kalder sin egen regerings forslag for »et egentligt paradigmeskifte i vores velfærdssamfund«.

Men det er nok at skrue lige lovlig højt op for retorikken.

Det mener både De Konservative, Danmarksdemokraterne og en førende ekspert på området.

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, siger til »P1 Morgen«, at der bestemt er positive takter i statsministerens forslag.

»Der er masser af positive tanker og værdier bag det, statsministeren præsenterer i Berlingske, men det er stadig for ukonkret til, at vi kan vurdere, om det kommer til at virke,« siger Mette Abildgaard.

Hun vil derfor gerne se det fulde udspil, før hun fælder dom over regeringens planer.

I modsætning til Mette Frederiksen mener Mette Abildgaard dog så afgjort ikke, at der er tale om nogen decideret omvæltning af velfærdssamfundet.

»Det, statsministeren har præsenteret, er ikke noget paradigmeskifte. Det er det alt for ukonkret til. Det er nogle overordnede værdier uden nogen vejvisning til, hvordan vi når derhen,« siger hun.

Lignende toner lyder fra Marlene Harpsøe, der er ældreordfører for Danmarksdemokraterne.

Hun roser flere af de tiltag, Mette Frederiksen opremser i interviewet – og har et betydeligt forbehold. Heller ikke hun ser en stor omvæltning eller et paradigmeskifte.

»Fine forslag om årligt tilsyn, mindre faste teams og mere selvbestemmelse til de ældre i regeringens ældreudspil. Men et paradigmeskifte er det ikke,« skriver Marlene Harpsøe på det sociale medie X.

Over for Berlingske siger professor i økonomistyring og ekspert i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, at »paradigmeskifte« er et »stort ord«.

»Det kan være to vigtige trædesten på vejen mod en ny velfærdsmodel. Men der skal også andre ting til, hvis vi skal tørskoede i land,« siger Per Nikolaj Bukh.

De andre ting bliver så efter alt at dømme præsenteret om nogle uger.