»Kommissionen for den glemte kvindekamp« vakte omfattende debat, da den i sensommeren 2022 præsenterede ni anbefalinger.
En af disse gik nemlig ud på at forbyde piger at bære hovedtørklæde fra 0. til 9. klasse.
Kommissionen blev oprettet af S-regeringen for omtrent et år siden og havde til opdrag at komme med anbefalinger, der skulle gøre op med den undertrykkelse i form af social kontrol, tvangsægteskaber og lignende, som mange minoritetskvinder ifølge Socialdemokratiet oplever.
Men kort efter det første sæt anbefalinger kom valget, og så gik kommissionens arbejde fuldstændigt i stå.
Og nu kritiserer flere af kommissionens ni medlemmer i hårde vendinger, at dens arbejde har ligget stille siden valgudskrivelsen i efteråret, skriver Jyllands-Posten.
Kommissionen er forankret i Udlændinge- og Integrationsministeriet, der oplyser til Jyllands-Posten, at regeringen endnu ikke har taget stilling til, om kommissionen skal fortsætte sit arbejde.
Det vækker frustration blandt flere af medlemmerne, heriblandt Lise Egholm, der i mange år var skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København.
»Regeringen er nødt til at tage sig sammen og give os en melding. Jeg har lyst til at skrive: ‘Hvad pokker sker der?’ i en mail til Kaare Dybvad (udlændinge- og integrationsminister, red.). Der er behov for at gøre noget for de her piger og kvinder, og derfor er det ærgerligt, hvis ikke vi får lov at gøre vores arbejde færdigt,« siger Lise Egholm til Jyllands-Posten.
»Kæmper for det rigtige«
»Kommissionen for den glemte kvindekamp« består af ni medlemmer, som enten har arbejdet med undertrykkelse af piger og kvinder i minoritetsmiljøer eller oplevet undertrykkelse på egen krop og sind.
Men selvom den skulle komme med politisk uafhængige anbefalinger, blev den beskyldt for netop det modsatte, da Berlingske kunne afsløre, at statsminister Mette Frederiksen (S) og kommissionens formand, Christina Krzyrosiak Hansen, der er socialdemokratisk borgmester i Holbæk, sms'ede sammen dagen inden offentliggørelsen af kommissionens anbefalinger.
»Det kommer til at gå godt. Ikke uden skrammer, men vi kæmper for det rigtige,« skrev Mette Frederiksen med tilhørende emojis til Christina Krzyrosiak Hansen.
Forløbet resulterede ligeledes i løftede øjenbryn hos professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen, som så det som et muligt udtryk for, at kommissionen »har været tænkt ind i regeringspartiets politiske arbejde«.
Af de ni anbefalinger var det i høj grad forslaget om at gøre det muslimske tørklæde forbudt i grundskolen, der vakte debat. Og den debat døde langtfra hen, da det siden viste sig, at anbefalingen var baseret på et papirstyndt fagligt grundlag.