Mette Frederiksen: Situationen i Afghanistan er katastrofal

Statsministeren siger, at Danmark arbejder under ekstremt svære forhold under evakuering i Afghanistan.

 
Mette Frederiksen udtaler sig om situationen i Afghanistan. Video: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix: Redigering: August Bang. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Situationen i Afghanistan er forfærdelig, og Danmark gør alt, hvad der er muligt, for at få evakueret de borgere, der skal til Danmark.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) mandag formiddag på Amalienborg Slotsplads i København, hvor hun præsenterer nye ministre.

»Situationen er ikke alene alvorlig, den er katastrofal,« siger statsministeren.

»Vi arbejder i døgndrift, og I kan selv se billederne fra lufthavnen i Kabul. Det har været et meget dramatisk døgn,« siger hun.

Situationen i Afghanistan udvikler sig time for time. Blandt andet med kaotiske scener i den internationale lufthavn i landets hovedstad, Kabul.

Her prøver desperate mennesker at komme væk, efter at den militante islamistiske bevægelse Taleban har taget kontrol med Kabul.

»Situationen er kritisk, den er farlig, og den er også kaotisk på jorden, må man sige,« siger Mette Frederiksen.

Et politisk flertal i Folketinget besluttede i sidste uge, at Danmark skal hjemtage en række afghanske personer. De har arbejdet for den danske stat i Afghanistan og frygter for repressalier fra Taleban.

Talebans hastige fremmarch er kommet bag på mange, og derfor er det blevet et kapløb med tiden at få alle ud i tide.

Mette Frederiksen afviser at gå ind i spørgsmålet om, hvorvidt regeringen var for nølende med at få indkaldt til forhandlinger for at få de afghanske ansatte ud.

Hun vil heller ikke sige, om hun anser det for realistisk at få alle de mennesker ud, som Danmark vil evakuere.

Hun henviser til, at kræfterne skal bruges til at håndtere den akutte situation.

»Det er rigtige menneskers rigtige liv, der står på spil lige nu, så vi kommer ikke til at kunne gå i detaljer. Men vi arbejder fortsat,« siger hun

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) meddelte sent søndag aften, at det var lykkedes at få en gruppe danskere og nordmænd ud af Afghanistan.

Tidligere mandag oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Danmark »langtfra er færdig« med evakueringen af udsendte danske medarbejdere og lokalt ansatte fra Danmarks ambassade i Kabul.

Danmark har militære fly i Afghanistan, men de opererer under svære betingelser.

»Vi arbejder under ekstremt svære forhold,« siger Mette Frederiksen.

»Jeg har ikke i min tid – og jeg har dog oplevet noget som statsminister – oplevet noget af den karakter, som vi sidder med netop nu,« siger hun.

Statsministeren har noteret sig debatten om, hvorvidt Danmarks to årtier lange militære indsats i Afghanistan og udsendte danske soldaters død har været forgæves.

Og hun mener, at indsatsen har gjort en forskel.

»Jeg mener absolut ikke, at indsatsen har været spildt.«

»Både hvad angår bekæmpelse af den internationale terrorisme og i forhold til at sikre, at afghanerne i en periode har kunnet opleve den frihed og de muligheder, som ethvert moderne menneske bør møde i denne verden, siger hun.

/ritzau/