Anne Sophia Hermansen: Hvornår fik Joy Mogensen nok? Jeg har et bud

Joy Mogensen svarede nej 16 gange, da Mette Frederiksen ringede og tilbød hende kulturministerposten. Måske skulle hun have holdt fast i sin første indskydelse. Søndag meddelte ministeren sin afgang. Det mest oplagte bud på en afløser er Mogens Jensen.

»Joy Mogensen gør et velment forsøg på at skrive sin egen politiske nekrolog og få fremhævet, at kulturen er det bånd, som skaber fællesskaber, ligesom kulturpolitikken er en af bestanddelene i fundamentet for velfærdssamfundet. Men de fleste af os ved godt, at den holdning, som kan føres tilbage til Bomholt og Kampmann, ikke har en chance i Socialdemokratiet i dag. Og derfor havde Joy Mogensen reelt set heller ikke en chance,« mener Berlingskes kulturkommentator Anne Sophia Hermansen. Søren Bidstrup

Da jeg for et par måneder siden spurgte Joy Mogensen til et arrangement, om hun havde nogen fortrydelser, svarede hun: »Det tror jeg godt, du ved. Hele det seneste halvandet år.«

Søndag eftermiddag meddelte hun på Facebook, at hun trækker sig som kulturminister, og årsagen var enkel: mangel på overskud.