Mette Frederiksen: Sådan skal Danmark åbnes igen

Efter længere tids debat går kampen mod coronavirus nu ind i en ny fase, hvor det danske samfund langsomt og gradvist skal genåbnes. Som noget af det første vil regeringen åbne folkeskolerne op til 5. klasse samt daginstitutionerne. Til gengæld forlænges andre dele af nedlukningen af samfundet.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Fold sammen
Læs mere

Efter næsten en måned, hvor store dele af det danske samfund har været lukket ned, tager regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen nu de første skridt til en langsom genåbning af landet.

Genåbningen vil ske i en langsom og kontrolleret proces, som skal sikre, at smitten ikke pludselig kommer ud af kontrol.

I første omgang lægger regeringen blandt andet op til efter påske at genåbne landets daginstitutioner samt at åbne folkeskolerne for de mindste klasser.

Ændringen vil efter planen træde i kraft onsdag 15. april. For folkeskoleeverne vil det gælde for 0. til 5. klasse.

Alle øvrige elever i de højere klassetrin samt på efterskoler og friskoler skal fortsat gå i skole hjemmefra.

Samtidig aflyses folkeskolens afgangseksamen.

De unge, der skal afslutte en ungdomsuddannelse, skal dog have mulighed for at gå til eksamen på en anden og begrænset måde.

Åbningen skal ske sundhedsmæssigt forsvarligt. Børn og voksne skal være så meget som muligt udenfor, der skal være mere plads indenfor, og der skal gøres mere rent. Rammerne skal være på plads, før den enkelte skole kan åbne.

De præcise rammer skal nu tegnes i et samarbejde mellem blandt andet skoleledere og landets kommuner.

Regeringen lægger også op til at åbne for nogle af de opgaver, der hidtil har været udskudt i sundhedsvæsenet.

Genåbningen forudsætter, at tallene fortsætter med at være stabile, og at alle danskere fortsætter med at opføre sig ansvarligt.

»Det er den afgørende forudsætning,« sagde statsministeren:

»Alt det, der er sagt i dag, findes kun på papir og bliver kun til virkelighed, hvis vi passer på hinanden,« sagde hun.

Hvis danskerne udviser det modsatte af en ansvarlig adfærd, vil genåbningen ikke blive til noget efter påske, gjorde Mette Frederiksen det klart.

Hun sagde også, at genåbningen bliver som at »gå på line«, hvor vi som samfund konstant skal tage forsigtige skridt i en balance mellem forskellige hensyn, og hvor det både vil være alvorligt at åbne for tidligt og for sent.

Derfor må andre dele af nedlukningen af Danmark også forlænges foreløbigt frem til 10. maj. Her må vi maksimalt fortsat være ti personer samlet på et sted, grænserne vil fortsat være lukkede, og de skærpede rejsevejledninger til resten af verden forlænges tilsvarende.

Universiteter, kirker og storcentre vil fortsat være lukkede.

Forbuddet mod store forsamlinger såsom markeder og festivaler fastholdes til og med august.

Derfor lægger regeringen op til at se, om de store og milliarddyre hjælpepakker kan forbedres.

»Vi vælger selv vores modsvar«

Lykkes den første fase af åbningen, vil det være en prioritet for regeringen at se, om man ikke kan lempe restriktionerne for nogle af de små erhvervsdrivende i næste fase.

Statsministeren gjorde det også klart, at regeringen i genåbningsfasen hellere vil gå lidt for forsigtigt frem end det modsatte.

»Vi har ikke selv valgt coronaen. Men vi vælger selv vores modsvar,« sagde statsministeren.

På pressemødet mandag aften gjorde regeringen det klart, at genåbningsplanen baserer sig på sundhedsfaglige anbefalinger. Det samme sagde direktøren for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, som også sagde, at sundhedsvæsenet kan »knække over«, hvis vi ikke fortsætter med at opføre os »ansvarligt« og bliver ved med at tænke på at »passe på hinanden«.

»Det er en forsvarlig beslutning, men det kræver, at I alle lytter til, hvad der bliver sagde,« sagde Kåre Mølbak.

Genåbningsplanen kommer efter flere uger, hvor debatten om den danske strategi for nedlukning er blevet intensiveret ad flere omgange, og hvor der fra flere sider er rejst bekymring over, at nedlukningen kan komme til at koste samfundet for dyrt.

Søndag aften bebudede statsminister Mette Frederiksen (S) i DRs »21 Søndag«, at »det normale liv, vi havde før coronakrisen« sandsynligvis ikke vender tilbage »inden for en overskuelig fremtid«. Statsministeren slog også fast, at vi ikke kommer »at kunne klumpe os sammen i tog og busser«.

»Og vi kommer heller ikke til at stå tæt sammen og holde fester i lang tid.«

Samtidig varslede hun også, at hun er klar til at skærpe reglerne, hvis hastigheden i smittespredningen stiger kraftigt.

Mandag formiddag præsenterede den østrigske kansler Sebastian Kurz sin plan for, hvordan Østrig vil genåbne samfundet.

Konkret vil små butikker – på under 400 kvadratmeter – få lov til at åbne igen efter påske. Det samme vil byggemarkeder og havecentre, der – modsat i Danmark – har været lukket. Fra 1. maj skal alle butikker – herunder frisører og større indkøbscentre – have lov til at åbne igen, mens restauranter og hoteller skal fortsætte med at holde lukket, i første omgang frem til midten af maj.

Artiklen opdateres løbende ...