Mette Frederiksen i kovending: Nu vil regeringen hente tre mødre og deres børn hjem fra syriske fangelejre

En række af Folketingets partier er tirsdag under fortrolige møder blevet præsenteret for resultatet fra den særlige taskforce, der under regeringen har undersøgt, hvorvidt man kan hente danske børn hjem fra to syriske fangelejre uden deres mødre. Regeringens plan er nu at hente 14 børn og deres mødre hjem til Danmark, oplyser kilder til Berlingske.

 
Pressemøde om afslutningen af Task Force Evakuerings arbejde tirsdag den 18. maj 2021. -August Bang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Regeringen planlægger nu at hjemtage 14 børn samt deres tre mødre med dansk statsborgerskab fra to fangelejre i Syrien til Danmark.

Det oplyser kilder til Berlingske, efter at regeringen i løbet af tirsdag på en række fortrolige møder i Justitsministeriet har orienteret en stribe af Folketingets partier, om hvordan man ser på en mulig hjemtagelse af de 19 børn.

Dermed lægges der ikke op til at hjemtage alle 19 børn med dansk tilknytning, der i øjeblikket under kurdisk kontrol opholder sig i lejrene al-Roj og al-Hol i det nordsøstlige Syrien.

De fortrolige møder blev afviklet i kølvandet på en rapport fra den særlige »Task Force Evakuering«, der i over en måned har undersøgt, hvorvidt regeringen inden for rammerne af internationale forpligtelser kan hente børnene til Danmark uden at deres seks mødre følger med.

Det er på baggrund af taskforcens arbejde, der blandt andet suppleres af en risikovurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), at regeringen nu planlægger at hjemtage 14 børn med deres tre mødre.

De tre mødre har alle dansk statsborgerskab, og ifølge Berlingskes oplysninger angives nogle af deres børn at være op til 12 år, hvormed de er de ældste i børnegruppen.

Det er PETs vurdering, oplyser kilder til Berlingske, at de 14 børn i sig selv kan komme til at udgøre en reel terrortrussel mod Danmark, hvis man lader dem sidde i lejrene.

Det er ifølge PET samtidig sandsynligt, at de tre mødre vil kunne fungere som »en radikaliserende faktor i det islamistiske miljø« i Danmark, hvis de vender hjem. Så længe kvinderne opholder sig i lejrene er deres påvirkningskraft over for personer i Danmark begrænset, vurderer efterretningstjenesten ifølge Berlingskes oplysninger.

Den sikkerhedsmæssige fordel på kort sigt ved at lade de pågældende kvinder sidde i lejrene skal imidlertid ifølge taskforcen afvejes af, hvad der menes at være en mere langsigtet og mere alvorlig trussel fra såvel børnene som deres mødre, hvis de forbliver i lejrene og på et senere tidspunkt måtte komme til Danmark.

Ud fra en samlet vurderingen er det derfor nu planen at hente de tre mødre til Danmark sammen med deres børn.

Hensynet til barnets tarv tilsiger ligeledes ifølge taskforcens vurdering, at de tre mødre skal tages med hjem til Danmark i en evakuering.

Kvinderne vil så blive stillet for retten i Danmark. Det er angiveligt Rigsadvokatens vurdering, at kvinderne kan se frem til en fængselsstraf på tre til fem år.

Den sundhedsfaglige anbefaling

Taskforcen anbefaler ligeledes ifølge Berlingskes oplysninger ud fra sundhedsfaglige anbefalinger at hjmetage alle 19 børn.

Samtlige børn, der er blevet undersøgt af udsendte danske speciallæger med speciale i børnesygdomme og børnepsykiatri udviser ifølge Berlingskes oplysninger symptomer på angst – herunder angst for at blive adskilt fra deres mødre og søskende.

Alle de vurderede børn vurderes ligeledes ifølge Berlingskes oplysninger at være i en væsentlig risiko for en forværring af deres mentale tilstand.

Desuden lider flere af børnene af underernæring.

Baseret på de sundhedsfaglige anbefalinger er det vurderingen, at alle undersøgte børn bør evakueres, og at det bør ske med deres mødre og søskende.

Det er imidlertid regeringens hensigt at lade de resterende tre mødre blive i de kurdiskkontrollerede fangelejre i det nordøstlige Syrien.

Disse tre mødre har alle fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt, og de anses af regeringen ikke for at være en forpligtelse for de danske myndigheder.

Her vil regeringen angiveligt tilbyde at hjemtage disse kvinders fem børn, hvis de samtykker til, at de danske myndigheder tager børnene til Danmark uden dem.

Regeringen er ifølge Berlingskes kilder indstillet på at foretage hjemtagelsen af de tre mødre med dansk statsborgerskab og deres 14 børn uden en politiske aftale med de øvrige partier bag taskforcen.

Planen kræver heller ikke et politisk flertal men kan udføres som en administrativ beslutning.

Der er ifølge Berlingskes oplysninger endnu ikke præsenteret en konkret tidshorisont for hjemtagelsen. Taskforcens rapport ventes at blive præsenteret for offentligheden inden længe.

Fokus har før været på børn af danske statsborgere

Statsminister Mette Frederiksen har ellers undervejs pure afvist at hjemtage en eneste af de strandede mødre fra de syriske lejre.

Så sent som i marts udtalte statsministeren:

»Fremmedkrigere er uønskede i Danmark, uanset om de er mødre eller fædre. Det gør ondt, fordi der er tale om børn. Det må forældrene tage ansvaret for.«

Hun har ligeledes slået fast, at regeringen ikke vil hente børnene hjem sammen med mødrene, der ifølge Mette Frederiksen har »vendt Danmark ryggen«.

Inden den særlige taskforce var gået i gang med at undersøge, hvorvidt Danmark kunne hente de i alt 19 børn med dansk tilknytning hjem uden deres mødre, havde nogle af Folketingets partier udtalt, at man var indstillet på at sondre mellem børn af mødre med dansk statsborgerskab og børn, hvis mødre har fået frataget det danske pas.

De Radikales udenrigsordfører og næstformand Martin Lidegaard løftede i begyndelsen af april sløret for, at De Radikale var klar til at foretage en sådan sondring mellem, hvilke børn de danske myndigheder først og fremmest skal have fokus på, når det kommer til en mulig evakuering til Danmark.

»Vores fokus er de danske statsborgere og deres børn,« sagde Martin Lidegaard ved den lejlighed.

Taskforcen blev nedsat af et bredt politisk flertal. Med i aftalen er Radikale Venstre, SF, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og regeringen selv.

Støttepartiet Enhedslisten har valgt at stå uden for aftalen, som partiets retsordfører Rosa Lund har rettet skarp kritik af:

»Jeg er rigtig bange for, at det her er en syltekrukke, og at regeringen lige nu bare trækker tiden ud til stor skade for børnene. Vi har allerede vendt hver en paragraf for at se, hvad der kunne lade sig gøre, og eksperterne siger, det ikke er muligt at hente børnene hjem uden mødre. Jeg håber selvfølgelig, at det lykkes at få børnene hjem, men jeg frygter, at regeringen og aftalepartierne bare ender med at spilde en masse tid, som de her børn virkelig ikke har,« sagde Rosa Lund om partiets grund til at stå uden for aftalen.

De borgerlige partier – herunder Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – har alle været modstandere af, at mødrene skulle følge med til Danmark.

Blandt andet af den grund, vil Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige heller ikke have børnene til Danmark, hvorfor de også står uden for aftalen bag taskforcen.

Liberal Alliance har tidligere åbnet for, at man også kunne hjemtage mødrene, hvis det blev vurderet realistisk, at de ville blive dømt ved en domstol. Det har partiets politiske leder Alex Vanopslagh udtalt til Politiken.

Berlingske erfarer

Dette er en artikel, der bygger på anonyme kilder. Oplysningerne, der ligger til grund for artiklen, er bekræftet af mindst to af hinanden uafhængige kilder, der har betinget sig anonymitet. Artiklen er bragt under disse vilkår, da Berlingske mener, at den er i offentlighedens interesse.