Mette Frederiksen har ganske vist haft lang tid til at forberede sig på det. Forberede sig på, at hun en dag kunne blive chef for intet mindre end et helt land.
Alligevel har hun ikke kunnet lade være med at bemærke, hvor underligt det er, når det faktisk sker. Man går igennem en lang valgkamp, hvor man drøner land og rige rundt. Man går igennem en lang regeringsforhandling, hvor man bruger al sin energi på at få ender til at mødes. Man går igennem flere timer ved telefonen for at ansætte alle sine ministre.