Mette F. vil gennemtvinge opførelsen af tusindvis af almene boliger: »Det er værdipolitik for fuld udblæsning«

Med et nyt boligpolitisk udspil vil S-formand Mette Frederiksen via lovgivningen gennemtvinge byggeri af tusindvis af almene boliger og gøre op med kapitalfondes indtog på det danske boligmarked. Dermed åbner hun med få dage til valget et værdipolitisk opgør på boligmarkedet. Venstre afviser at ændre reglerne.

»For os er det et springende punkt ikke bare at ville ligge under for en udvikling. I Stockholm, Berlin og London har politikere stået tilbage og sagt, at det kan vi ikke gøre noget ved, og inden du får set dig om, er byen kun for dem med mange penge. Det er ikke det København, vi ønsker,« siger S-formand Mette Frederiksen forud for præsentationen af et boligpolitisk udspil. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udviklingen på boligmarkedet har gjort det sværere og sværere for skolelæreren, sygeplejersken og politibetjenten at få råd til at bo i København og andre store byer i Danmark.

Bliver boligmarkedet i landets største byer ikke i højere grad en mulighed for alle i de kommende år, er selve sammenhængskraften i Danmark på spil, og derfor er der et udtalt behov for flere billige boliger.