Statsminister Mette Frederiksen (S) nærer ikke noget ønske om at hjemsende departementschef i Statsministeriet, Barbara Berthelsen, efter at hun har fået særdeles hård kritik af Minkkommissionen.
Hun har stadig tillid til alle embedsmændene, siger hun til pressen efter et lukket møde i Granskningsudvalget torsdag.
»Det er, når alt kommer til alt, et tillidsspørgsmål. Og jeg har tillid både til departementschefen i Statsministeriet, ligesom jeg i øvrigt har tillid til de andre embedsmænd, der er ansat i staten,« siger Mette Frederiksen
Derudover afventer hun rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der skal rådgive om eventuelle ansættelsesretlige beslutninger vedrørende de ti embedsmænd, der har fået kritik af Minkkommissionen.
»Der er et ansættelsesretligt spor, som er blevet igangsat, hvor de involverede ministre bliver rådgivet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Vi har ikke modtaget den rådgivning endnu,« siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau.
Dermed fortsætter Barbara Berthelsen og de ni andre embedsmænd indtil videre i deres job.
Det har ellers mødt kritik fra flere af de borgerlige partier, at de kritiserede embedsmænd ikke er blevet hjemsendt.
»I Venstre finder vi det naturligt, at Barbara Bertelsen og de øvrige topembedsmænd, der har fået en meget hård kritik fra Minkkommissionen, hjemsendes, mens sagen undersøges og behandles i det ansættelsesretlige system,« har politisk ordfører i Venstre, Sophie Løhde, sagt til DR Nyheder inden mødet i Granskningsudvalget.
Også De Konservative har efterspurgt en forklaring på, hvorfor embedsmændene ikke er blevet hjemsendt.
»Det har Mette Frederiksen valgt at holde ud i strakt arm og sige, at hun ikke vil blande sig. Men det naturlige ville have været at tage et ansvar på sig og sige, at vi bliver nødt til at hjemsende de embedsmænd, som er udsat for den hårdeste kritik, indtil der ligger en afklaring. Det har man også gjort i andre tilfælde, og en hjemsendelse er jo ikke lig med en fyring,« siger Mai Mercado, der er medlem af Granskningsudvalget for De Konservative til Ritzau.





