Mette Frederiksen har truffet en »rigtig interessant« beslutning – og en tidligere topembedsmand kan godt se fidusen

Med Mette Frederiksens beslutning om at oprette et politisk sekretariat, får Statsministeriet ifølge en ekspert nu en form for parallel organisation – og Frederiksens tætteste medarbejder en rolle på linje med centrale ministre. Tidligere departementschef mener, at beslutningen kan være et skridt i den rigtige retning.

Statsminister Mette Frederiksens (S) nære rådgiver, Martin Rossen, bliver stabschef for et nyoprettet politisk sekretariat i Socialdemokratiet. Det er »meget interessant«, mener en ekspert i samspillet mellem politikere og embedsmænd. Søren Bidstrup

Et helt nyt, såkaldt politisk sekretariat ser dagens lys i Statsministeriet, efter at S-formand Mette Frederiksen for en uge siden indtog posten som regeringschef. Og Mette Frederiksen selv får fremover hele tre særlige rådgivere under sig.

Det offentliggjorde Statsministeriet tidligere torsdag i en pressemeddelelse, og spørger man statskundskabsprofessor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen – en af landets mest anerkendte eksperter i samspillet mellem politikere og embedsmænd – er det en »rigtig interessant« nyhed.