Det var de helt store principper, der blev trukket op, da Socialdemokratiet i december lagde et nyt udspil frem for danskerne.
»Danmark er for lille til store forskelle,« stod der på forsiden.
I indledningen bekendtgjorde partiet, at vi skal »modvirke den udvikling, der ellers underminerer vores tillid og sammenhængskraft«.
At »en gruppe af de mest velstillede stikker af fra fællesskabet«.
At det er »mere aktuelt end nogensinde før« at minde sig selv om visesangeren John Mogensens syrlige bemærkning om, at »bare tegnedrengen er i orden, kan man få det, som man vil«.
At vi simpelthen risikerer, at den »tillid, der er forudsætningen for vores danske samfundsmodel«, kan smuldre.
På baggrund af den ganske alvorlige analyse fremlagde partiet en række forslag – herunder en ny topskat på store arvebeløb samt højere skat på store aktieindkomster – som skal »styrke den samfundskontrakt, der har gjort Danmark til et af de mest rige og retfærdige lande i verden«.
Men nu viser nye tal, at Socialdemokratiets bud på at bremse uligheden kun i begrænset omfang gør netop det.
Og at partiets forslag langt fra er nok til at tilbagerulle den ulighed, som man selv aktivt skabte med politiske beslutninger, sidst man havde regeringsmagten fra 2011 til 2015.
På baggrund af en række notater og svar fra Finansministeriet, som er blevet givet til Folketinget, har den liberale tænketank Cepos sammenfattet, hvad der er sket med uligheden under de seneste to regeringer.
Samtidig har tænketanken set på, hvad Socialdemokratiets forslag vil betyde for selv samme ulighed.
Konklusionen er klar:
Målt på den såkaldte Gini-koefficient – det mål, der oftest anvendes til at vurdere uligheden i et samfund – øgede den socialdemokratiske regering fra 2011 til 2015 uligheden med 0,4 point.
Løkke har øget den med 0,25 i den forgangne valgperiode.
Og Mette Frederiksens samlede buket af forslag vil mindske Gini-koefficienten med 0,17 – altså mindre end halvdelen af den ulighed, Socialdemokratiet selv skabte, da man sidst ledede landet.
»Man kan ikke gøre andet end at tænke sit«
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, kritiserer i hårde vendinger Socialdemokratiet.
»Der er ingen tvivl om, at de har sagt en masse fine ting om ulighed. Problemet er bare, at det indtil nu bare har været et retorisk greb, og at deres forslag ikke ikke vil have nogen mærkbar effekt,« siger hun og fortsætter:
»Hvis Socialdemokratiet gør sig nogen forhåbninger om at kunne sidde på Enhedslistens mandater efter valget, så er vi nødt til at se nogle beviser på, at de rent faktisk vil gøre noget reelt ved det her.«
Hun mener, at tallene fra Finansministeriet og Cepos peger på et generelt problem i valgkampen.
»Der er rigtigt mange, der siger fine ting om sammenhængen i vores samfund. Men det bliver bare ved de fine ord, og det er et problem for tilliden til politikerne,« siger hun.
Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, er enig i kritikken af Socialdemokratiet.
»Det er grænsende til dobbeltmoral, at man på den ene side siger, at man vil gøre en markant indsats for at gøre op med uligheden, og at det så kommer frem, at der er så lidt indhold i det. Altså, det er jo ingenting, det her,« siger han:
»Man kan ikke gøre andet end at tænke sit. Og at gøre det yderst kritisk.«
Uffe Elbæk og Alternativet peger ikke på Mette Frederiksen som kommende statsminister. Tallene for, hvad hendes politik vil betyde for uligheden, bekræfter ham i, at det er den rette position.
»Jeg er simpelthen så glad for, at vi har besluttet, at vi ikke peger på hende, selvom det er risikobetonet for os. Vi kan slet ikke se os selv i det politiske projekt, som skitseres,« siger han.
Også han frygter, at sådanne eksempler kan forstærke befolkningens mistillid til det politiske system.
»Hvis vi lover ét og gør noget andet, kan vi øge den kløft, der allerede er,« siger han.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at de nye tal »taler sig ind i rækken af forhåbninger, Socialdemokratiet har opstillet for danskerne, som de ikke kan levere på«.
»Der er en stor sandsynlighed for, at det vil ende med løftebrud og dermed bristede forventninger og en forstærket politikerlede – præcis som vi så det efter valget i 2011,« siger han.
Samme linje har de Radikales stedfortrædende politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, som understreger, at selve opgøret med ulighed ikke er en prioritet for hende.
»Vi går mere op i at bekæmpe fattigdom end at bekæmpe mennesker, der tjener mange penge. Men det er klart, at når man har rullet den helt store tromme frem i det her spørgsmål, så står det nu ret afpillet tilbage,« siger hun.
Da Socialdemokratiet havde regeringsmagten fra 2011 til 2015, gennemførte man en række reformer, der øgede uligheden.
Blandt andet besluttede man en lavere stigning i overførselsindkomster for at finde penge til blandt andet lettelser i topskatten. Ydelserne blev sænket for folk på kontanthjælp og for syge under 40 år, der tidligere kunne få førtidspension.
Som beskæftigelsesminister stod Mette Frederiksen blandt andet i spidsen for, at 20.000 syge danskere skulle sættes 7.000 kr. ned i månedlig ydelse, hvilket bragte dem under OECDs fattigdomsgrænse.
Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, mener, at beslutninger som dem gjorde Mette Frederiksen til en »meget effektiv og pragmatisk beskæftigelsesminister«.
»Hun sænkede ydelserne markant for unge under 30 år på kontanthjælp og for personer under 40 år, der tidligere ville være kommet på førtidspension. Hun var med til at skære fem procent af overførselsindkomsterne for at finansiere lavere skat, hvilket var fremragende. Det var rigtig gode tiltag, der fokuserede på at få mennesker i beskæftigelse, og det må så have været mindre vigtigt for Mette Frederiksen, at uligheden steg,« siger han.
Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen har gået tallene igennem for Berlingske. Han siger, at der »ikke er mange elementer i Socialdemokratiets politik, som påvirker uligheden«.
»Det er nogle meget små og faktisk også ret upræcise virkemidler, de har valgt. De tager ikke fat der, hvor det virkelig ville batte, hvis de for alvor ville noget med det her,« siger han.
På den baggrund kalder finansminister Kristian Jensen (V) Mette Frederiksen for »en hykler i den her debat«.
Han har ikke noget problem med, at uligheden er steget – for de beslutninger, herunder reformer og lavere skat, som har skabt det, har samtidig understøttet væksten, siger han.
»Derfor risikerer man også at gøre Danmark fattigere, hvis man for alvor vil rulle det tilbage. Og derfor bliver hendes retorik nu afsløret som hul og helt tom,« siger han.
I har selv været med til at øge uligheden og har også stået i spidsen for det flere gange. Er det ikke bedre end ingenting, at hun vil rulle noget af det tilbage?
»De ting, hun foreslår, vil kun gøre noget ganske kosmetisk ved en meget teoretisk ulighed. Til gengæld vil det få flere konsekvenser – herunder at gøre det sværere at drive og starte virksomhed. Det, synes jeg ikke, er nogen god idé,« siger han.
Socialdemokratiet afviser kritikken
Socialdemokratiets socialordfører og fungerende politisk ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, afviser kritikken.
Hun mener, at Gini-koefficienten er et måltal, der kan bruges til »utroligt lidt«, selvom det er det mest anvendte mål for ulighed.
Gini-koefficienten måler uligheden i samfundet baseret på indkomster. Hvis alle mennesker har den samme indkomst, er Gini-koefficienten 0. Hvis et menneske har hele indkomsten, er Gini-koefficienten 1.
Rosenkrantz-Theil påpeger, at partiets forslag om tidligere tilbagetrækning »formentlig« vil øge uligheden målt ved Gini-koefficienten, fordi de mennesker, der i dag tjener en løn, vil gå ned i ydelse.
Alligevel mener hun, at forslaget øger den sociale retfærdighed.
»Og det viser i mine øjne, at man er nødt til at se mere nuanceret på det her. Ellers bliver det en meget forfladiget diskussion,« siger hun.
Anerkender du ikke, at det er det bedste mål for ulighed?
»Nej. Jeg mener, man skal se på en række forskellige ting, så det bliver mere nuanceret.«
Alligevel siger flere af jeres støttepartier samt Dansk Folkeparti, at I stikker vælgerne blår i øjnene. Hvad siger du til det?
»Jeg mener, vi kan levere på det, vi siger, og jeg vil opfordre folk til at kigge på vores udspil. Er der så nogen, der lægger mere vægt på Gini-koefficienten end mig, må det stå for deres egen regning.«
Det er en meget alvorstung analyse, I har lavet af Danmark. At vores samfundskontrakt er ved at knække. Mener du, at jeres forslag grundlæggende og mærkbart ændrer på det?
»Ja, selvfølgelig. Det er i hvert fald de første skridt i den rigtige retning. Jeg mener ikke, at der kan være nogen som helst tvivl om, at de ret massive og ambitiøse forslag, som vi har lagt frem, trækker klart i den rigtige retning i forhold til at øge den sociale retfærdighed og at sikre, at der ikke bliver for store forskelle mellem top og bund.«
I gjorde en masse ting, da I sad i regering, som øgede uligheden. Var det forkert?
»Jeg vil sige det på en anden måde, for jeg vil ikke tage udgangspunkt i Gini-koefficienten. Jeg vil sige, at vi ikke kom langt nok i forhold til at skabe social retfærdighed. Noget trak den rigtige vej, noget den forkerte. Men samlet set mener jeg ikke, at vi fik gjort nok ved det«.
