Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde ansigtet i synligt triste folder, da en journalist efter Folketingets spørgetime tirsdag eftermiddag spurgte til en pressemeddelelse, hendes ministerium kort forinden havde sendt ud.
»Din stabschef har jo forladt dig,« som journalisten sagde, og ganske rigtigt:
Mette Frederiksens særlige rådgiver og stabschefen for Statsministeriets politiske sekretariat, Martin Rossen, forlader nu sin stilling til fordel for et job som global kommunikationsdirektør for Danfoss.
Meget, meget tæt ven
Martin Rossen har spillet en meget stor rolle internt i Socialdemokratiet og den nuværende regering, og hans stilling som stabschef for det dengang nyoprettede sekretariat i Statsministeriet har samtidig været ganske omdiskuteret, så jobskiftet fik derfor hurtigt megen opmærksomhed på Christiansborg.
Som jeg forstår det, tygger man nu på, om man skal have en anden stabschef. Er det en erkendelse – når han ikke bliver erstattet – af, at det måske var en forkert konstruktion, I havde lavet?
»Altså, først og fremmest er jeg både ked af og rigtig ærgerlig over, at Martin Rossen stopper i Statsministeriet. Det er ikke nogen hemmelighed, at Martin i lige knap ti år har været både min allernærmeste rådgiver og en meget, meget tæt ven. Jeg ønsker Danfoss et stort tillykke,« indledte Mette Frederiksen og erklærede sig stolt over, at man kunne gå fra Socialdemokratiet til »en af Danmarks vigtigste virksomheder«.
Herefter svarede hun:
»Og så er det jo som i alle organisationer og virksomheder: Når der er en nøgleperson, der stopper, sætter man sig selvfølgelig ned og overvejer, hvad det har af konsekvenser.«
En anden journalist ville herefter vide, om Martin Rossen har »været en belastning for regeringen«, men blev hurtigt afbrudt af Mette Frederiksen, der sendte ham et misbilligende blik.
»Der har været meget kritik af hans rolle,« konstaterede journalisten.
»Jo, jo, men fordi I kritiserer, bliver man altså ikke en belastning. Så var der mange af os igennem tiden, der havde været en belastning og sikkert også vil være det helt kontinuerligt. Ej, der er forskel på kritik og så en belastning, og det er han selvfølgelig ikke,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
»Tværtimod har Martin en meget, meget stor del af æren for, at Socialdemokratiet står så stærkt, som vi gør i dag.«
Havde sæde i vigtige udvalg
Det vakte i sensommeren megen debat, at Martin Rossen fik sæde i regeringens koordinations- og økonomiudvalg, der som regel kun har haft ministre som faste medlemmer og henholdsvis Stats- og Finansministeriets departementschefer som sekretærer.
Mette Frederiksen ville dog ikke svare på, om der fortsat er behov for en særlig rådgiver i de to udvalg.
»Som jeg sagde lige før: Det er jo sådan i enhver anden organisation eller enhver virksomhed, at når en nøgleperson forlader sin plads – og stort tillykke med det nye job – sætter man sig ned og overvejer situationen. Det er der, hvor vi er lige nu. Jeg har ikke mere at tilføje,« sagde statsministeren.




