Mette Frederiksen beskyldes for at oversælge tiltag mod »15-17 indvandrerdrenge«: »Det er at gøre grin med os alle sammen«

Regeringens udspil til en ny politireform indeholder ikke ét eneste konkret tiltag mod vold ved S-togslinjerne i København, selv om statsminister Mette Frederiksen betonede det som et vigtigt emne, før udspillet blev præsenteret.

 
Mette Frederiksen accepterer ikke uroligheder fra indvandrerdrenge. Det sagde hun til Socialdemokratiets sommergruppemøde. Video: Ritzau Scanpix, redigering: Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere

Statsminister Mette Frederiksen (S) møder nu hård kritik for at have oversolgt regeringens nye politireform.

Da justitsminister Nick Hækkerup på Socialdemokratiets sommergruppemøde i sidste uge fortalte om regeringens udspil til en ny politireform, der på det tidspunkt var på trapperne, brød Mette Frederiksen ind og slog fast, hvad reformen havde som centralt element i forhold til at håndtere medborgeres oplevelser af utryghed som følge af vold, trusler og chikane.

»Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt,« lød det kontant fra Mette Frederiksen, mens hun førte sin ene hånd til brystet.

Mandag præsenterede regeringen så sit udspil, men når man gennemgår de 34 sider med i alt 23 initiativer i udspillet, adresseres problemerne med utryghedsskabende adfærd i S-togene ikke ét eneste sted.

S-tog nævnes heller ikke med ét ord i teksten, og da justitsminister Nick Hækkerup (S) præsenterede udspillet foran den nordsjællandske politistation Station Vest i Frederikssund, var det emne, hans statsminister ellers fremhævede, ikke en del af hans præsentation.

Og det får nu flere borgerlige politikere til at rejse hård kritik af Mette Frederiksen og regeringen for at have oversolgt deres udspil.

Venstres næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, erklærer sig »100 procent enig« i Mette Frederiksens udsagn om problemerne med grupper af indvandrerdrenge, men hun undrer sig over, at regeringen ikke omtaler udfordringen i udspillet.

»Det er meget, meget mærkeligt, at vi har en statsminister, der står på Socialdemokratiets sommergruppemøde og fokuserer rigtig meget på tryghed i nattelivet, i S-togene og i bylivet generelt og peger på, at unge indvandrerdrenge ikke opfører sig ordentligt, og når regeringen så få dage senere kommer med et politiudspil, bliver det ikke nævnt med ét eneste ord,« siger Inger Støjberg:

»Det er dybt, dybt problematisk.«

Under pressemødet ved Station Vest i Frederikssund lod Nick Hækkerup forstå, at regeringens ambition om at tilføre 150 ekstra lokalbetjente til landets politikorps vil give politiet mulighed for at være til stede »for eksempel på S-togsstationer«.

Det giver Inger Støjberg ikke meget for.

»Nick Hækkerup lægger op til, at nærpolitistationerne blandt andet skal placeres i tyndt befolkede områder. Det nytter ikke noget, at man placerer en politistation i et yderområde på Fyn, hvis det er i S-togene i København, der er problemer. Og så er 150 ekstra betjente altså ikke nok,« siger Støjberg:

»Det her udspil er slet ikke svaret på de problemer, der er. Det er at gøre grin med os alle sammen.«

Pape: »Det skulle lyde godt på et pressemøde«

Også de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der selv har en fortid som justitsminister, undrer sig.

»Med mindre det var noget, Mette Frederiksen lige tog fra hoften, fordi det skulle lyde godt på et pressemøde, er jeg spændt på at høre, hvad det så egentlig er for nogle initiativer, man skal tage. For det står ikke klart i regeringens oplæg,« siger han.

Fra Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, lyder det:

»Det virker, som om regeringen bare skulle finde på et eller andet, man kunne provokere de Radikale med, for jeg kan slet ikke se det adresseret i udspillet.«

Statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup ses her til Socialdemokratiets sommergruppemøde i Gråsten sammen med gruppeformand Flemming Møller Mortensen, politisk ordfører Jesper Petersen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Foreholdt kritikken forklarer Nick Hækkerup, at de 150 ekstra lokalbetjente først og fremmest vil blive placeret på de nye nærpolitistationer.

»På den måde vil de kunne være med til at skabe den lokale tryghed ved ikke kun at være på stationerne, men også være ude at patruljere for eksempel i et butikscenter eller på S-togsstationerne,« siger han.

Justitsministeren afviser at have oversolgt effekten af sit udspil om politiet.

»Jeg tror ikke, det her vil løse utryghedsproblemet alene. Vi har tværtimod sagt, at man er nødt til at gå på tværs af flere områder, men det her er et af elementerne,« siger han.

Hækkerup betoner, at der ud over forløbet om en ny politiaftale kommer særskilte politiske forhandlinger inden for social-, bolig-, og uddannelsesområdet:

»Utrygheden er ikke klaret med det her.«