Mette Frederiksen afviste at efterlade betalingen for sin »Arne-pension« hos danskerne – men ifølge bankerne er virkeligheden en ganske anden

På et slagteri i Horsens forsikrede statsminister Mette Frederiksen tirsdag, at kun de allerrigeste danskere skal betale til regeringens plan for en tidligere pension til nedslidte danskere. Mindre end et døgn senere synes det dog at stå klart, at et flertal af danskerne vil blive ramt af en ekstraregning, og Venstre beskylder regeringen for »en maskeret skattestigning«. »Jeg køber ikke præmissen,« lyder det fra statsministeren.

Scenen var flyttet 115 kilometer sydpå.

Det store telt med meterhøje plakater med billeder af slagtesvin samt de nøje udvalgte slagteriarbejdere ved Danish Crown i Horsens var skiftet ud med høj himmel, udsigt til Flensborg Fjord og 300 år gamle bøgetræer.