Anført af oppositionens største parti, Venstre, bliver statsminister Mette Frederiksen (S) anklaget for at misbruge sin magt i håndteringen af coronaepidemien.
I kølvandet på fredagens seneste restriktioner med blandt andet et forsamlingsforbud på ti personer har Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen anklaget regeringen for, at »Folketinget holdes ud i strakt arm«, ligesom Ellemann på Facebook kalder det »uholdbart«, at Mette Frederiksen gennemtrumfer »vigtige beslutninger hen over hovedet på befolkningen, virksomheder, foreninger og Folketinget«.