Mette F. vil binde Løkke til masten med velfærdslov

Socialdemokratiet vil skaffe flertal for at garantere vækst i det offentlige, der følger med udviklingen.

Mette Frederiksen vil med en velfærdslov sikre, at udgifterne til ældre, sundhed og børn følger med den demografiske udvikling. Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I sidste uge lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et velfærdsløfte om, at han frem mod 2025 vil bruge de 69 milliarder kroner mere på velfærd for at kompensere for, at de offentlige opgaver vokser de kommende år.

Mandag kom svaret fra Socialdemokratiet så med et udspil, hvor man blandt andet vil indføre en velfærdslov.

Partiet vil have et flertal i Folketinget til at garantere, at man de kommende år afsætter de ekstra penge på finansloven, som flere ældre, flere børn og flere patienter medfører.

Det handler ifølge S-formand Mette Frederiksen blandt andet om at få Løkke til at sætte handling bag velfærdsløftet.

»Jeg vil binde ham til masten, så han ikke løber fra sit løfte igen. Hvis ikke han vil lægge stemmer til en velfærdslov, så er alt det, han har sagt, jo rent bluff,« siger hun.

Hun vil først fremlægge en konkret økonomisk plan senere i valgkampen, men hun siger, at det samlede løft bliver større end de 69 milliarder kroner, som Løkke har lovet.

»Ja, vi har tænkt os at bruge mere end det. Men jeg vil ikke gøre den her valgkamp til en konkurrence om 69 milliarder,« siger formanden.

Hun understreger, at velfærdsloven også handler om at skabe tryghed ude i kommunerne og blandt de offentlige ansatte, fordi der bliver mulighed for at budgettere flere år frem i tiden.

»Mange steder er det hårdt at gå på arbejde, og hvis vi ikke passer bedre på vores ansatte, så bliver velfærdssamfundet en dårlig kopi af sig selv,« siger hun.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen - som også er socialdemokrat - håber, at der er bred opbakning til velfærdsloven.

»Hvis der bliver bred opbakning til velfærdsloven, så vil der i forbindelse med forhandlinger om finansloven på forhånd være afsat en bestemt sum penge til velfærd.«

»Det vil betyde, at man i vores kommune langt bedre kan planlægge og budgettere langsigtet i stedet for kun at kunne kigge et år frem,« siger han.

Ifølge Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, risikerer en velfærdslov at kollidere med budgetloven.

Budgetloven forbyder den siddende regering at arbejde med et budgetunderskud på mere end en halv procent af bnp.

Det kan dog blive svært at undgå, hvis man allerede har afsat et stort milliardbeløb på forhånd - og hvis økonomien pludselig vender.

Mette Frederiksen afviser dog, at det bliver et problem.

»Dansk økonomi har det godt, og vi har de nødvendige penge til at løfte velfærden frem mod 2025.«

»Men skulle der indtræffe en ny økonomisk krise, så ville vi jo under alle omstændigheder være tvunget til at revurdere den økonomiske politik,« siger hun.

/ritzau/