Mette F. vil indfri forståelsespapiret skridt for skridt

Morten Østergaard vil have langt det meste af forståelsespapiret gennemført det første år, siger han før tale.

Statsminister Mette Frederiksen og hendes kæreste Bo Tengberg. Folketingets medlemmer ankommer til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, tirsdag den 1. oktober 2019. Martin Sylvest

Statsminister Mette Frederiksen siger, at hun vil tale på hele Danmarks vegne ikke på Socialdemokratiets vegne, når hun tirsdag holder sin åbningstale i Folketinget.

»Jeg vil tale uden at skabe splittelse, siger Mette Frederiksen forud for åbningstalen, der markerer, at det nye folketingsår begynder.«

Dermed skal regeringen nu for alvor i gang med at få gennemført de konkrete politiske initiativer, som man blev enige med støttepartierne om i det såkaldte forståelsespapir.

Papiret er den aftale, som Mette Frederiksen indgik med De Radikale, SF og Enhedslisten for at få deres støtte til, at hun kunne blive statsminister for S-regeringen.

Derfor har støttepartierne store forventninger til, at punkterne bliver indfriet.

Og det skal ske hurtigt, hvis det står til Morten Østergaard. Han mener, at langt det meste kan indfris inden for ét år, uden at han dog vil bruge anledningen til at true regeringens overlevelse, hvis det ikke sker.

Mette Frederiksen siger dog, at hun vil indfri forståelsespapiret »skridt for skridt« med blandt andet 1000 flere sygeplejersker, en klimalov inden jul og en ret til tidligere pension, når de private overenskomster er forhandlet på plads.

/ritzau/