Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Sandhedens time er kommet for regeringens tilståelsespapir

Regeringens forståelsespapir burde døbes tilståelsespapiret. For det er én lang tilståelse af manglende svar. Tirsdag åbner Folketinget, og det er tid for Mette Frederiksen at levere løsninger.

»Sandheden er, at løsningen på Mette Frederiksens fatamorgana ikke ligger lige for.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Vi spoler tiden cirka tre måneder tilbage. Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper kommer trætte og glædestrålende ud fra forhandlingerne om grundlaget for en ny regering. De fortæller lettet om det såkaldte forståelsespapir, som betyder, at Mette Frederiksen kan danne en regering og kalde sig statsminister.

Men forståelsespartiet burde rettelig være døbt tilståelsespapiret. For i sit indhold er det én lang tilståelsessag. Partierne har et stykke ad vejen fælles drømme, men må tilstå, at når det kommer til de konkrete løsninger og ikke mindst finansieringen af disse, mangler svarene.

I dag åbner Folketinget. Mette Frederiksen skal i den traditionelle trontale gøre rede for regeringens planer for det kommende år. Dermed er sandhedens time kommet for tilståelsespapiret.

Socialdemokraterne har ligget i ly af Venstres krise og formandsopgør til at få en rolig og – må det medgives – god begyndelse for den nye regering. Selv Trump fik Mette Frederiksen håndteret med overskud. Men nu kan der ikke tales udenom længere.

Onsdag fremlægger regeringen sit forslag til dette års finanslov. Normalt sker det i slutningen af august, men den nye regering har også her købt sig mere tid, før den skal svare på, hvordan politikken skal finansieres. Det bliver den første store test af, hvordan partierne bag regeringen vil arbejde sammen. Pengene skal som bekendt findes, før de kan bruges.

»Hvad sker der, når pengene hertil skal findes, og drømmene prioriteres? Hvor stor en forståelse er der så mellem Mette Frederiksens støttepartier?«


Ingen tvivl om, at de Radikale og Enhedslisten kan blive enige om, at der skal ske store fremskridt på klimaområdet. Men hvad sker der, når pengene hertil skal findes, og drømmene prioriteres? Hvor stor en forståelse er der så mellem Mette Frederiksens støttepartier? For ikke at tale om de emner, hvor der er en grundlæggende uenighed.

Frederiksen er som bekendt allerede løbet ind i problemer i prestigeprojektet med at give Arne og andre nedslidte ret til en tidligere tilbagetrækning. De Radikale vil ikke være med, og derfor må Frederiksen se ud over forståelsespapiret og tigge Dansk Folkeparti om hjælp. Mon de Radikale vil lade det ske uden modstand og betaling? Næppe. Også denne dagsorden skubber regeringen behændigt foran sig med henvisning til, at overenskomstforhandlingerne i foråret først skal overstås. Sandheden er, at løsningen på Mette Frederiksens fatamorgana ikke ligger lige for.

Det er i udformningen af den konkrete politik, vi skal se, hvor stærk denne regering egentlig er. Historien viser, at etparti-regeringer har det svært. I nyere historie har regeringer med kun et parti sjældent holdt mere end et par år. Senest den rene V-regering, der blev dannet i 2015, og som kun holdt halvandet år, før flere partier måtte indlemmes. Og som Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen erfarent pointerede under valgkampen, så er politik sjældent så god, at man kan udøve en del af politikken med nogle og en anden del med andre. Alle forventer at få indflydelse på alle områder. Alt andet vil være naivt af Mette Frederiksen at tro.

Det er med åbningen af den politiske sæson, at vi for alvor kan se, hvordan regeringen vil behandle klima, erhvervsliv, skattepolitikken, politiet og pensionerne. Papiret skal nu testes på, om det reelt indeholder fælles forståelse, eller om sæsonen bliver én lang, udmarvende tilståelsessag.

Rigtig godt folketingsår.

METTE ØSTERGAARD