Mere end halvdelen af Venstres folketingsmedlemmer siger nej til permanent grænsekontrol

Statsminister Lars Løkke Rasmussen foreslår nu at gøre grænsekontrollen permanent. Men 20 ud af Venstres 35 folketingsmedlemmer og ministre – herunder Inger Støjberg – har i Berlingskes kandidattest svaret, at de er imod at gøre grænsekontrollen permanent. Blandt Venstres folketingskandidater er 64 procent enten »helt uenige« eller »overvejende uenige« i forslaget.

Statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen var klar i mælet, da han mandag i den sønderjyske by Kruså præsenterede Venstres bud på en reform af EUs Schengen-samarbejde.

»Grænsekontrol er kommet for at blive. Vi er nødt til at have permanent grænsekontrol,« sagde statsministeren og gjorde det klart, at Danmark fremover skal have »mere politisk ejendomsret over vores egen grænse«.