Med en håndfuld tweets gik Pind og Jarlov i kamp på Twitter

Regeringens lovforslag om administrativt at fratage danske Syrien-jihadister deres statsborgerskab affødte mandag en kort, men uforsonlig Twitter-disput mellem tidligere V-minister Søren Pind og de Konservatives Rasmus Jarlov. Illustrerer den spydige udveksling en kløft i det borgerlige Danmark?

De Konservatives Rasmus Jarlov (th.) og Venstre-manden Søren Pind (tv.) kastede mandag spydigheder efter hinanden. Arkivfoto: Linda Kastrup og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Twitter er et eldorado for polemiske talenter, og hverken Søren Pind eller Rasmus Jarlov er kendt som kostforagtere i det miljø.

Mandag eftermiddag endte den tidligere Venstre-minister og folketingsmand Søren Pind og de Konservatives folketingsmedlem og tidligere minister Rasmus Jarlov i en diskussion på det sociale medie. Årsagen var nyheden om, at S-regeringen nu vil hastebehandle et lovforslag, der skal gøre det muligt administrativt at fratage danske Syrien-jihadister deres statsborgerskab.