Marie Krarup har nu som det sjette folketingsmedlem forladt Dansk Folkeparti inden for den seneste uge.
Hun angiver som årsag, at hun er træt af ikke at kunne udtale sig frit om Rusland, og at hun ikke bryder sig om, at Morten Messerschmidt ikke vil love at trække sig som formand, såfremt han får en ny dom, når Meld- og Feld-sagen skal behandles på ny.
Efter at have modtaget nyheden skriver Morten Messerschmidt på sin Facebook-profil, at Marie Krarups afgang ikke overrasker ham.
»Jeg har været glad for Maries indsats og samarbejde. Men i et centralt spørgsmål som Ruslands fuldstændig uprovokerede angreb på Ukraine, er der nødt til at være en fast forståelse af, hvad der er Dansk Folkepartis politik,« skriver Morten Messerschmidt.
Han tilføjer, at Marie Krarup for nylig har kaldt et Putin-kritisk Facebook-opslag fra hans side for en »hjerneblødning«.
Det bekræfter Marie Krarup over for Berlingske, at hun har skrevet i en sms til Messerschmidt, men at det ikke var møntet på DF-formandens kritik af den russiske præsident, Vladimir Putin, men den samlede ordlyd i det pågældende opslag.
Marie Krarup har over for Berlingske understreget, at hun ikke støtter Putin, men at det frustrerer hende, at hun ikke kan kritisere NATO.
»Sådan som linjen (i Dansk Folkeparti, red.) lyder lige nu, må man ikke kritisere NATO i den aktuelle situation. Når jeg kritiserer NATO, bliver det til: ‘Nå, ja, det er, fordi du støtter Putin’. Og nej, jeg støtter ikke Putin,« siger hun:
»Men jeg synes, at vi i NATO har et medansvar for den tragedie, der udfolder sig for øjnene af os. Desværre. Ved at vi ikke har tænkt klogere. Vi har ikke tænkt på, at Rusland er en stormagt, som er meget, meget farlig. Og der har man bare kørt på med at ville gøre Ukraine til medlem af NATO, og det har Rusland jo så ikke villet finde sig i. Og det er det, vi ser nu.«
Berlingske har bedt Morten Messerschmidt om en uddybende kommentar – han henviser til sit Facebook-opslag.
Berlingske har desuden spurgt, om Marie Krarup var blevet ekskluderet på grund af sin linje over for Rusland, hvis hun ikke var gået selv.
Messerschmidt svarer, at det nye medlem af partiets hovedbestyrelse, René Danielsson, havde bedt om at tage emnet op på et kommende møde i hovedbestyrelsen. Det fremgår også af René Danielssons Twitter-profil.
Morten Messerschmidt skriver til Berlingske, at hvordan den drøftelse var endt, »kan jeg ikke sige noget om«.
Hårde anklager fra afhoppere
Som nævnt er Marie Krarup den sjette DFer, der forlader partiet inden for den seneste uge.
Mandag var det Liselott Blixt, Karina Adsbøl, Lise Bech og Bent Bøgsted, der forlod partiet, og i den forbindelse kom de med en lang række kritikpunkter af den nye formand, men også af partistifter Pia Kjærsgaard.
De klagede over udpræget topstyring og en oplevelse af at blive brugt som »marionetdukker«, ligesom de talte om et dårligt arbejdsmiljø, hvor flere føler sig forfulgt og overvåget.
Tirsdag fulgte den femte, Hans Kristian Skibby, trop, også med anklager om »svigt«, »sladder« og »en stærkt forværret ledelsesstil« under Morten Messerschmidt.
Messerschmidt har sagt, at han er »oprigtigt ærgerlig« over deres beslutning, som han »tager til efterretning«.
Om Marie Krarups exit skriver han på Facebook, at han »ønsker Marie Krarup held og lykke i hendes fremtidige virke«.