Det er gået de færreste folks næse forbi, at Søren Pinds bog om frie ord har skabt røre, og næsten skæbnesvangert er ramt ind i den historiske krise, Venstre siden sommerferien har været igennem.
En bog, der har vakt stor opsigt, og som har fået den tidligere Venstremand Jens Rohde til at kalde Søren Pinds fortælling for »historieforvanskning«, »bevidst fordrejning« eller mangel på »indsigt«, men som hos anmeldere har fået ros for at give et indblik i det Venstre, hvis dramatik har udspillet sig for åben skærm og indviet danskerne i de magtkampe, der i en årrække øjensynligt har fyldt i det liberale parti.
Onsdag eftermiddag havde Gyldendal inviteret til reception for at fejre de frie ord, som Jens Rohde samt Kristian Jensen har været efter med ordene om, at »Søren Pinds påstande ikke har hold i virkeligheden«.
Gyldendal selv lod arrangementet begynde med ordene: »Hvor er her kommet mange mennesker. Det må betyde, at I ikke har læst bogen,« hvorefter publikum kvitterede med latter.
Lars Løkke Rasmussen var mødt op ved receptionen, men Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen manglede.
»Hvis formandskab – hvornår formandskab«
De tre Venstre-personligheders fortid i partiet har fået stor opmærksomhed siden bogens udgivelse, blandt andet fordi Lars Løkke Rasmussen er blevet portrætteret som en leder, der ville kontrollere arverækken i partiet efter ham – også selv om han afviser, at han lod det ligge i kortene, at Kristian Jensen skulle være partiformand efter ham – blot fordi han var næstformand.
Ligeledes tolkes det, at Kristian Jensen-fløjen i partiet skulle have stået bag lækket til bilagssagen i 2008.
I de sekunder, som Lars Løkke Rasmussen kom til syne i døråbningen ved arrangementet, smadrede et vinglas mod trægulvet.
Selv om Venstres seneste uro ikke var en del af den officielle dagsorden, lød der både fra talerstolen og enkelte steder i krogene kommentarer om både Lars Løkkes og Søren Pinds fremlægning af formandskabet og Pinds tid i partiet.
Den politiske kommentator og vært på Radio24Syv, Jarl Cordua, interviewede dagens hovedperson, og han lod ikke diskussionen om formandskabet gå ubemærket forbi, selv om Lars Løkke Rasmussen stod blandt publikum.
»Hvilket formandskab, måske formandskab, hvornår formandskab, hvad er formandskab – det er meget omdiskuteret, hvad det var for et formandskab og om det overhovedet eksisterede,« remsede Cordua op med henvisning til Lars Løkkes egen udtalelse om selvsamme i den debat, der har kørt i august.
Lars Løkke Rasmussen trak ikke en mine, og opremsningen gjorde ikke anledning til latter fra salen.
Løkke ønskede ikke at kommentere
Selv om Søren Pind beskriver, at der efter hans mening var brug for udskiftning i Venstres ledelse, kunne han ikke forudse, at det to uger før bogens publicering endte med at blive virkelighed.
Søren Pind udtalte i et interview i Berlingske, at han for år tilbage opsøgte Lars Løkke Rasmussen og gjorde opmærksom på, at han godt var klar over, hvad der var ved at ske, da Kristian Jensen i 2016 blev gjort til finansminister og dermed efter Pinds opfattelse blev gjort klar til at overtage formandsposten, når Løkke en dag skulle gå af.
Ifølge Søren Pind havde han fortalt den daværende statsminister, at han ikke var i stand til at kontrollere alt, hvad der foregik i partiet – hvorefter Lars Løkke Rasmussen skulle have sagt: »Vent og se, Søren. Vent og se.«
Lars Løkke Rasmussen ønskede dog ikke at svare på uddybende spørgsmål ved receptionen.
Derfor var det ikke muligt at få svar på, hvornår han efter eget udsagn skulle have planlagt, at Jakob Ellemann-Jensen skulle arve formandsposten – og at det aldrig har været planlagt, at Kristian Jensen skulle overtage formandsposten efter ti år som næstformand. Det var heller ikke muligt at få uddybet, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen – som det er beskrevet af Søren Pind – bestemmer tronfølgen i partiet, som Søren Pind selv engang ønskede at være en del af.
Heller ikke Peter Christensen, tidligere Venstre-politiker, som var til stede ved receptionen, ønskede at kommentere på bogens indhold, selv om han også optræder i bogens diskussioner om formandskabet i partiet.
På trods af at de personer, der står beskrevet i bogen, ikke har ønsket at besvare spørgsmål om bogens beskrivelser af Pinds tid i Venstre, lod en deltager ved receptionen forstå, at bogen må læses som et udtryk for, hvordan Søren Pind selv har oplevet tiden, og at »der er tilsyneladende noget af det, der ikke passer«.
Omend de implicerede parter kan genkende historien eller ej, var den eneste til stede, der ikke var klar over, hvilken kontekst den indgik i, en lille hund, der mageligt tøffede over trægulvet, imens Søren Pind humoristisk sagde undskyld til dem, der måtte være stødt over hans skriverier i »Frie Ord«.
