Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går til valg på at hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt.

Men der er ikke flertal for at hæve det offentlige forbrug blandt regeringspartnerne Liberal Alliance og De Konservative. De går ind for henholdsvis minusvækst og nulvækst.

»Jeg står her som Venstres formand og fortæller, hvad det er for en politik, mit parti går til valg på«, siger Løkke efter at have talt ved Dansk Erhvervs Årsdag i København på valgkampens anden dag.

»Vi går til valg på et velfærdsløfte, der hedder, at vi vil prioritere mindst 69 milliarder kroner i kernevelfærd frem til 2025«, siger han.

VLAK-regeringens mål er at holde væksten i det offentlige forbrug på 0,3 procent. Dermed ønsker Venstre at øge det offentlige forbrug med endnu mere, end der står i regeringsgrundlaget.

Faktisk minder det en del om, hvad Socialdemokratiet ønsker i forhold til det offentlige forbrug. Socialdemokratiet går efter en årlig stigning i det offentlige forbrug på 0,7 procent i gennemsnit.

Dansk Folkeparti, der de seneste fire år har støttet VLAK-regeringen, taler for en vækst på 0,8 procent.

/ritzau/